Farvel efter 40 år i frugt

Frugt Karl har overtaget E.B. Jørgensens engrosfirma

Fødevarer 2. marts 2003 07:00

AALBORG: Kort før klokken 13 i går ringede telefonen hos frugtgrossistfirmaet E.B. Jørgensen på Fredrikstadvej i Aalborg. Indehaver Egon Badstue Jørgensen tog den og måtte lidt slukøret meddele, at "vi har sådan set solgt butikken, så vi skal ikke have noget på mandag". Lørdag var sidste åbningsdag, så der var med andre ord tale om en vemodig dag for frugtmanden, der begyndte med firmaet hjemme i garagen i Gug for 40 år siden. Dengang handlede det mest om blomkål, kartofler, gulerødder og andre velkendte, danske varer, men i løbet af årene er sortimentet blevet voldsomt meget bredere, efterhånden som danskerne har fået mulighed for at købe eksotiske ting som kumquat, papaya og mango. - For 20-25 år var der ikke ret mange, der købte en peberfrugt. Dengang var det også utænkeligt, at folk købte en bakke jordbær i februar. Nu om stunder er sæsonen helt udvisket, konstaterer 68-årige Egon Jørgensen, som gerne havde set en af sine sønner overtage frugtfirmaet. Frugt hver dag To af de tre sønner var indtil i går ansat i firmaet, men ingen af dem har lyst til at drive det videre. Derfor kontaktede Egon Jørgensen for nogen tid siden kollegaen Frugt Karl Engros ApS i Nørresundby og spurgte, om han var interesseret i at købe firmaet. Frugt Karl sagde ja tak og har således fra og med i morgen fået en række nye kunder. Trods pensioneringen har Egon Jørgensen ikke tænkt sig at omlægge sine madvaner, blot kan han nu ikke længere gå ud og gumle løs i lagerhallen på Fredrikstadvej. - Jeg spiser frugt hver dag, og det bliver jeg ved med, konstaterer han og lader forstå, og han især godt kan lide en rigtig god pære. - Det eneste, jeg ikke er så vild med, er kogt fennikel, oplyser han. Tre adresser De enorme mængder frugt og grønt, som engrosfirmaet E.B. Jørgensen har håndteret gennem de seneste 40 år, er gået gennem tre adresser: Efter de første år i Gug-garagen byggede E.B. Jørgensen i 1966-67 på en grund på Hattemagervej, og i 1979 flyttede man så til Fredrikstadvej. Dér har omsætningen de seneste år ikke været helt, hvad den var engang, hvilket ifølge Egon Jørgensen især skyldes, at de store købmandskæder og varehuse som Føtex og Bilka slet ikke handler på grossistmarkedet mere. De har nu deres egne indkøbscentraler. Æren af at modtage den absolut sidste leverance fra E.B. Jørgensen Frugt Engros tilkom i går restauranten Storm P. i Jomfru Ane Gade, som over middag fik besøg af den midterste Jørgensen-søn, Gert. Han leverede blandt andet salat, tomater og agurker, inden han kørte hjem og gjorde klar til at fejre sin fødselsdag og dermed trods alt sætte lidt festhumør over familiens lidt triste lørdag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...