Frederikshavn

Farvel og goddag på brandstationen i Østervrå

Tre erfarne stopper og bliver erstattet af tre nye brandfolk

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Disse tre friske fyre er i fuld gang med at uddanne sig til brandmænd. Fra venstre Lars Nielsen, Mads Kiil og Jesper Albertsen. Foto: Åse Bakland

ØSTERVRÅ:Alle de lokale brandmænd, på nær en enkelt med konfirmation på hjemmefronten, var lørdag samlet for at sige farvel og for at sige goddag.

Tre brandmænd med et samlet virke på næsten 75 år takkede af – heldigvis er tre nye i fuld gang med at uddanne sig.

To af dem, der slutter, Søren Thomsen og Jan Andersen har valgt at sige helt farvel til brandmandsjobbet, mens Henning B. Bakland har fået ansættelse på en anden station.

Ros til de gamle

Brandstationsleder Gorm Rosendal, havde været i arkiverne efter faktuelle oplysninger og kunne fortælle at Søren Thomsen blev ansat 1. maj 1985, i 1989 tog han uddannelsen som holdleder og i 1996 røgdykkeruddannelsen. Fra 1994 var han en meget engageret brandstationsleder i Østervrå, og fra 2003 havde han også Sæby Brandstation som sit ansvarsområde frem til 2012. I 2013 overlod han opgaven til Gorm Rosendal.

Jan Andersen blev ansat den 1. januar 1986. Han tog holduddannelse i 1990 og røgdykkeruddannelse i 1999. Jan stoppede som brandmand i slutningen af 2014.

Henning B. Bakland blev ansat 1. februar 2000, og tog holdlederuddannelse i 2009. Han har desuden i de sidste tre år været instruktør på Nordjysk Brand- og Redningsskole i Hvims.

- I har alle tre været dybt engagerede og ydet en stor indsats til gavn for det lokalområde I også har været en del af, lød det bl.a. i Gorm Rosendals takketale.

Tre nye brandmænd

Tre holdledere er en stor åreladning for den lille stations i alt 12 brandmænd. Heldigvis er tre nye lokale folk – Lars Nielsen, Jesper Albertsen og Mads Kiil, i fuld gang med at tilegne sig uddannelsen, som de knokler på med både i weekends og på hverdagsaftener.

- Jeg er fuld af beundring for den energi, det går til opgaven med, deres uddannelsesforløb får et meget koncentreret forløb fra marts til oktober pga. den nye beredskabsplan lyder det fra brandstationsleder Gorm Rosendal.

To af de erfarne brandmænd har sagt ja til at påbegynde holdlederuddannelsen til efteråret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.