Nibe

Farvel og mange tak

AALBÆK:Kassemester i Aalbæk Skyttekreds, Jette Jensen, sagde på foreningens vegne farvel og tak til Arne Jensen med gaver og flotte ord. - Nu takker du pænt af, og det er foreståeligt efter 33 år, så jeg vil på hele foreningens vegne takke dig for alle disse år og for det store stykke arbejde, du har lavet. - Du møder altid først på skydebanen, alt er rigget til, når vi andre kommer, du er altid på pletten, når der skal laves noget, og du har gjort et kæmpe stykke arbejde. Tak Arne, sagde hun blandt andet. Siden Arne Jensen 20. marts 1972 blev valgt til formand for Aalbæk Skyttekreds, er der sket meget, og han er da også blev påskønnet mange gange. I 1982 blev han udråbt som årets idrætsleder i Skagen Kommune af daværende borgmester H. Nibe Hansen, som blandt andet sagde: - Arne Jensen har siden sin drengetid interesseret sig for sin forening. Han har gennem alle disse år været aktiv skytte og har opnået fine resultater. Men den fornemste indsats, han har ydet, har været som leder.