EMNER

Farvel og tak til Silvio Berlusconi

Rigmanden efterlader gæld på 14.422.000.000.000 kr., som den ny regering må tage sig af

Rom: Så er han nået til vejs ende, Silvio Berlusconi. Den italienske premierminister, der de sidste to årtier har domineret italiensk politik, havde inden lørdagens afstemning i parlamentet om en økonomisk krisepakke lovet sin afgang. Det løfte holdt han ved at aflevere sin afskedsbegæring i aftes, efter at parlamentet vedtog hestekuren for Italien tidligere i går. Berlusconi har domineret italiensk politik i næsten to årtier. Men mange tillægger ham skylden for, at Italien i dag er tæt på at ryge ud over den økonomiske afgrund. Han har uden at reagere i tide ladet Italiens gæld vokse til 1900 milliarder euro (14.442 milliarder kroner). I mange år flokkedes italienere ellers begejstret om manden, der er en af italiens rigeste. Men de fleste har nu vendt ham ryggen. I den seneste meningsmåling siger kun 22 procent af italienerne, at de støtter politikeren Berlusconi. Men i al fald fald én står fortsat ved hans side. Det er Ruslands premierminister, Vladimir Putin, der kalder ham "en af Europas største politikere". - At han var ved magten, var uden tvivl et gode for Italien, mener Putin ifølge nyhedsbureauet AFP. De europæiske ledere frygter en italiensk statsbankerot, som vil ødelægge euro-samarbejdet. De klandrer Berlusconi for, at han i sin iver efter at please italienerne, har ignoreret vigtige reformer på blandt arbejdsmarkedet og i pensionssystemet. Det konservative britiske ugemagasin The Economist har siden 2001 advaret mod konsekvenserne af Berlusconis styre. For 10 år siden kaldte magasinet ham "uegnet til at lede Italien", og nu bringer bladet på sin seneste forside et billede af den 75-årige politiker med teksten "That's all, Folks" - farvel og tak. Alle ventede lørdag, at præsident Giorgio Napolitano ville udpege den tidligere EU-kommissær Mario Monti som leder af en overgangsregering. Den ny regering ventes indsat søndag aften eller mandag morgen. Men store del af Berlusconis parti PDL vil have valg nu, og partiet er splittet i synet på, om man skal støtte en overgangsregering. Berlusconi selv har ønsket et hurtigt valg, og han har udpeget sin tro væbner Angelino Alfano, der er tidligere justitsminister, til at lede partiet gennem en valgkamp. EU har advaret Italien mod at kaste sig ud i en valgkamp nu. De frygter, at det forværrer krisen. Finansmarkederne er allerede i fuld gang med at drive Italien mod bankerottens rand. Italien er nødt til at optage lån for at holde samfundet i gang. I den forløbne uge blev italienske statsobligationer handlet med en rente på over syv procent. Det kan Italien ikke overleve ret længe med, siger økonomer. Berlusconi selv forsvinder ikke helt fra politik, når han træder tilbage. Han er fortsat medlem af parlamentet. Det kan han have en god grund til at fortsætte med. For på den måde kan han beskytte sine kommercielle interesser. Men samtidig beskytter det ham også mod domstolene. Han er anklaget for omfattende korruption i sin virksomheder, og en sag om sex med en mindreårig prostitueret kører for øjeblikket ved en domstol. /ritzau/AFP