Farvel, Portland

AFGIFT:Danske virksomheder vil vælte ud af landet i takt med S-R-SF-regeringens politik effektueres. Og det vil i høj grad ramme Nordjylland. Regeringen løb i finanslovsforhandlingerne med Enhedslisten fra endnu et klokkeklart løfte til dansk erhvervsliv. Der bliver ikke taget hensyn til de mest energikrævende virksomheders konkurrence, når de pålægges nye røde skatter. Det betyder, at Nordjylland er tæt på at måtte sig farvel til Aalborg Portland - en af landsdelens gamle hæderkronede virksomheder, som i generationer har været en sikker leverandør af arbejdspladser til nordjyderne. Efter en 20-dobling af miljøafgifterne er Aalborg Portland tvunget ud i alvorlige overvejelser om at flytte ud af landet. 340 arbejdspladser er i fare, hvis Aalborg Portland flytter ud. Vælger virksomheden at blive trods den svækkelse af konkurrenceevnen, som de nye røde skatter pålægger Aalborg Portland, vil antagelig 120 mand miste deres arbejde. Det er stik imod alt, hvad de nuværende regeringspartier lovede i valgkampen. Det er også stik imod, hvad den nye skatteminister lovede for få uger siden. Og det var heller ikke, hvad beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) lovede, da hun i foråret mødte frem på Aalborg Postland i og stillede medarbejdere og ledelse en stor vækst i udsigt, hvis S-R-SF-partierne vandt valget. Rød regering og røde skatter giver vækst - uden for Danmarks grænser!