Farvel til badestranden

Og goddag goddag til Markedspladsen i Hornum

Tandpleje 12. september 2002 08:00

HORNUM: De startede tolv, og nu er de otte. Onsdag eftermiddag og klokken har lige sneget sig lidt over et. De otte tilbageværende deltagere i årets Hornumdyst har netop trukket teltpløkkerne op af søbreden ved Søttrup Fiskesø og istedet stanget dem i jorden på Markedspladsen i Hornum. Dysten er i sit femte døgn, og det er blevet store flyttedag. Et par velanbragte halmballer og en blå pressenning gør det ud for deltagernes midlertidige hjem, og et par solide euro-paller har forladt deres plads i industrien for at gøre nytte som både spisebord og sofabord. Men trods de kummerlige forhold klarer de sig nu meget godt. Deltagerne, altså. For selv om ens dagligstue ligger under åben himmel, og ens diæt består af noget de fleste pattegrise ville rynke på trynen af, kan man jo godt hygge sig alligevel. - Alt det vi får lov til at lave her, er jo noget man plejer at betale penge for, siger Stine Bagger fra det blå hold. - Det er jo friluftsliv, når det er allerbedst. Jeg synes i hvert fald, det er sjovt at prøve at køre i go-cart og forcere søer hængende fra et reb og sådan noget. Det var jo også derfor, jeg meldte mig, forklarer Stine Bagger og pointerer at friluftsliv til trods, glæder hun sig allligevel til at få børstet sine tænder. Mælkebøtteblade og grisetæer Og det kan godt være, at Stines tænder ville have godt af lidt tandpasta. Deltagerne i årets Hornumdyst har nemlig holdt sulten fra døren ved at kaste sig over kulinariske spidsfindigheder af den slags, der ligger temmelig langt fra hverdagens leverpostejsmadder med sky og agurk. - Den anden dag lavede vi en lækker stuvning af mælkebøtteblade tilsat lidt salt og rørt op med lidt fløde, vi havde skummet fra en spand frisk komælk, griner Helle-Merethe Nielsen, der også kæmper for det blå hold. - Det var faktisk meget lækkert, og vi har også fået både havtaske og blæksprutte. Jeg har også spist grisetæer. De var nu en lille smule seje, men smagte alligevel en lille smule af flæskesvær. Jeg er også blevet sat foran et veldækket morgenbord med rundstykker, kaffe og ost for at teste min udholdenhed. Men jeg modstod, siger Helle-Merethe Nielsen. Den rene luksus Ovre på det røde hold har man også sat tænderne i lidt af hvert. Men lige præcis denne dag, lader det ikke til, at sulten plager dem ret meget. - Vi vandt maddysten i går, så vi er ved ret godt mod. Der var både tomater, agurker, spaghetti og appelsiner, så vi klarer os meget godt, siger Jimmy Ellegaard, der - selvom maven er fuld - godt kan savne den gamle lejr en lille smule. - Det var jo den rene luksus. Man kunne både bade og fiske. Og så var vejret jo oven i købet godt, hvilket betød, at vi kunne ligge på bredden og sole os dagen lang. Det var jo ligesom at være på stranden, fortæller Jimmy Ellegaard og drømmer sig tilbage til badeferien ved Søttrup Fiskesø. - Jeg vil lige sige, at i lørdags var det altså ikke så sjovt, supplerer Jimmys holdkammerat René Sørensen. - Det er okay, når det er varmt, men i lørdags stod det ned i vildskab, og så er det pludselig ikke længere så morsomt, fortæller han. Kvittet smøgerne Udover at teste deltagernes sarte maver med en alternativ affodring, kan Hornumdysten såmænd også prale med at slå et slag for folkesundheden. I hvert fald hvis man hedder Bo Rask. - Før jeg meldte mig til dette her, røg jeg 20 cigaretter om dagen. I fredags røg jeg min sidste, siger en stolt Bo Rask fra det blå hold. - Vi må jo hverken tage cigaretter eller mad med, så det går egentlig helt af sig selv. Og jeg har faktisk heller ikke haft den store trang til at ryge siden da. Jeg kunne måske godt at have brugt en smøg i lørdags, men ellers ikke, fortæller Bo Rask, der udover at have aflivet sin egen rygetrang, også har taget livet af en sprællevende høne. - Vi fik en levende høne, så jeg tog livet af den på den gammeldags manér. Det har jeg prøvet før, men jeg har aldrig før prøvet at flå en høne, men det gik nu meget godt, siger han. Og hvem ved. Hvis Bo Rask er heldig og dygtig, kan det være, at han på lørdag får lov til at flå Hornumdysten for 10.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...