Farvel til bestyrelsen

Efter 12 år i bestyrelsen, de seneste ni som klubbens ansigt udadtil, siger Peter Kristiansen stop.

Hadsund 25. februar 2011 21:31

Det skete formelt, da Hadsund Boldklubs hovedafdeling torsdag holdt generalforsamling. Og det er en beslutning, der har været længe undervejs. - Jeg meddelte det internt for to år siden og officielt for et år siden, så det kommer nok ikke bag på ret mange, mener Peter Kristiansen, der dog ingenlunde siger farvel til HB. - Jeg har været medlem, siden jeg flyttede til byen i 1982, som spiller, som træner og som leder, så de skal sparke mig ud, hvis de vil af med mig, siger Peter Kristiansen. Han synes selv, at han efterlader en forening i god gænge. - Vi oplever en voldsom tilgang af yngre medlemmer i både fodbold- og håndboldafdelingen og har rundet 700 medlemmer. Når der kommer nye unge, så følger der som regel et par forældre med, og vi rekrutterer i øjeblikket nye trænere og ledere som aldrig før. - Det går faktisk fantastisk. Meldingerne fra underafdelingerne er, at de ingen problemer har med at skaffe folk til bestyrelsen, og det tyder på, at vores strategi er lykkedes, så vi undgår, at bestyrelsesarbejdet tager livet af folk, siger Peter Kristiansen. Også økonomisk går det godt. HB gik ud af 2010 med et samlet overskud på 175.000 kroner. Kun petanqueafdelingen gik i minus. - Og det er en bagatel. 2000 kroner, som skyldes, at de har betalt nogle forbedringer af klubhuset, forklarer Peter Kristiansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...