Farvel til de to sidste familier
De sidste asylansøgere forlod mandag Nykøbing, og Asylcenter Morsø lukker og slukker nu
Opdateret kl. 12:12
NYKØBING: En stor trailer blev fyldt helt op, da de to sidste familier fra Asylcenter Morsø mandag forlod Nykøbing.
Det var to familier fra henholdsvis Irak og Kuwait, som nu skal bo på et asylcenter i Holstebro.
- Det er vemodigt at skulle være med til at lukke og slukke. Det er sjovere at være med til at bygge op. Men det er vilkårene inden for asylverdenen. Man ved aldrig, hvor lang tid det varer, siger Inger Clausen, leder for Asylcenter Morsø.
Sammen med de andre medarbejdere krammede og vinkede hun farvel, da de to familier kørte væk i en minibus.
Medarbejderne skal nu i gang med at pakke ned.
- Vi har fået kaffe til morgen og snakket, så nu smøger vi ærmerne op og går i gang med at tømme centret. Så regner vi med at være færdige ved udgangen af ugen, siger Inger Clausen.
Asylcenter Morsø har haft til huse i de to funktionærboliger på Strandparken og i en del af det tidligere Nykøbing Mors Sygehus.
Det er Region Nordjylland, som har ejet bygningerne, men Niels Sloth, kontorchef i afdelingen for bygninger og anlæg i Region Nordjylland, kan fortælle, at de to funktionærbygninger på Strandparken 74 og 76 blev solgt til en privatperson i sommer. Den del af det gamle sygehus, hvor asylansøgerne har boet, ønsker regionen at leje ud til en form for sundhedsaktivitet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.