Farvel til den offentlige svømning

Højene-hallen må sige farvel til seks ansatte

HJØRRING:Onsdag aften før jul var en anelse vemodig i Højene-hallen. Som et led i kommunens sparebestræbelser har hallen måttet vinke farvel til en kommunal underskudsgaranti på 181.000 kroner. Det har betydet et stop for 16 timer om ugen med kommunalt tilskud, og onsdag var sidste aften. Den vemodige stemning blev understreget af farvel-arrangementet for de to livreddere og fire hygiejneassistenter, som hallen ikke længere har råd til at aflønne. - Mit bud er, at cirka 100 mennesker om ugen bliver berørt af lukningen - fortrinsvis unge, som bor i området, siger halinspektør Gregers Larsen og tilføjer, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvad børnene sætter i stedet for turen i svømmehallen. - Alternativet vil være at benytte seminariets svømmehal. Men mange af vores brugere ligger i aldersgruppen otte til 13 år, og jeg tror, at mange bare holder op med at svømme, siger han. Gregers Larsen beklager inderligt, at hallen som en konsekvens af den kommunale sparsommelighed har måttet afskedige seks unge, som har været ansatte som livreddere og hygiejnefolk. - Det er skoleelever fra gymnasiet og handelsskolen, som har kunnet tjene lidt ekstra ved at arbejde for os, siger halinspektøren og skynder sig at tilføje, at det dog er lykkedes for hallen at genansætte en af livredderne: - I første omgang vil vi forsøge i et par måneder med en begrænset åbningstid for offentlig svømning. Det har betydet, at vi dog har kunnet beholde en enkelt livredder, siger han. Fritids- og kulturkonsulent Mogens Larsen er ikke så bekymret for indskrænkningen. Han kalder diskussionen for gynger og karruseller: - Begrænsningen i den offentlige åbningstid betyder, at vi har kunnet tilbyde svømmeklubberne bedre forhold med flere timer. Svømmeklubben S 68 har flere gange efterspurgt flere timer, og vi har ikke kunnet hjælpe dem tidligere - det kan vi nu, siger han. Han påpeger, at forsøgsordningen er tilrettelagt efter, hvornår spidsbelastningen i den offentlige svømning har ligget. - Jeg tror, vi nu får luget ud i de uvirksomme timer. Der har været situationer, hvor der har været flere ansatte end besøgende, siger kommunens fritids- og kulturkonsulent, Mogens Larsen.