EMNER

Farvel til det gamle køkken

Af Peder Pedersen, Hjørring: Jeg er ved at få mit køkken moderniseret. De gamle køkkenskabe er pillet ned, og bag ved et af de gamle skabe viser det sig, at en håndværker har skrevet 14 - 4 - 1980 og initialerne B.L. Hvorfor har han egentlig det? Set fra min pausepind i det afpillede køkkenrum vil jeg gætte på, at han har været stolt. Stolt af det funklende nye køkken, som han i 1980 omhyggeligt skruede på plads. Så stolt, at han har haft lyst til at markere, at det lige netop var ham, B.L., der udførte arbejdet. Kære ukendte B.L.: Jeg kender dig ikke, for jeg købte først huset i 1990’erne, men jeg vil alligevel gerne takke for veludført arbejde, selv om vi nu kasserer dit køkken. Vi har lavet julegås med brun sovs, brunede kartofler og rødkål. Jeg har hevet proppen af en hel del flasker vin ved køkkenbordet. Vi har lavet slankemad ved dit bord, og vores børn har lavet deres første svedne pandekager under emhætten. Vi har grinet og grædt i dit køkken, men mest af alt hygget os. Det har været så rart at bruge dit køkken, at dine initialer skal få lov at blive stående på væggen bag ved vores nye køkkenskabe, og jeg vil drikke din skål og sige tak, når vi her om få dage har datoen 14-4-2008 og det nye køkken tager form.