- Farvel til DM-slutspil

Anders Fältnäs maler fanden på væggen efter dukkert

AAB KOLDING IF 33-35 HÅNDBOLD, LIGAEN, MÆND AALBORG: - Det var farvel til DM-slutspillet, og der er for mange spillere, der leverer en indsats langt under niveau i en jammerlig anden halvleg, hvor vi i store perioder spillede alt for langsomt og lavede alt for mange basale fejl, skumlede Anders Fältnäs, AaB-cheftræner, umiddelbart efter dukkerten til et af rækkens førerhold, Kolding IF. Og det blev en dukkert for et AaB-mandskab, der havde så meget at rette op efter det skuffende uafgjorte resultat i sidste weekend ude mod rækkens prügelknabe Silkeborg-Voel KFUM. AaB gik, for øjnene af 3.950 feststemte tilskuere, ellers til pausen foran 17-15 efter en flot indsats i de første 30 minutter, og forspringet kunne såmænd have været større, hvis ikke en vaklende og usikker linje hos dommerne Jan R. Jakobsen og Lars Christensen, havde sat sit store præg på begivenhederne sidst i første halvleg. - Det er jo helt håbløst, at vi leverer så flot en indsats i de første 30 minutter for så at gå ned efter pausen mod et Kolding-hold, der såmænd ikke spillede fantastisk godt. Spillerne var helt oppe på tæerne fra første fløjt efter blamagen i Silkeborg, og hvis ikke dommerne havde været så ringe, var vi også til pausen med et større forspring, fortsatte Anders Fältnäs, der ikke forsøgte at skjule sine frustrationer. AaB-landsholdsbacken Rune Ohm blev præsenteret for et direkte rødt kort to minutter før pausen, da han plantede en næve lige i ansigtet på den frembusende boldholder hos gæsterne, den stærkt spillende landsholdskollega Bo Spellerberg. - Det røde kort var okay, men fraværet af Rune Ohm skal ikke forklare den dårlige indsats af os efter pausen, sagde Fältnäs. - Håvard Tvedten og kort efter Heino Holm Knudsen afsluttede kort ind i anden halvleg alt for hurtigt i en undertalssituation, og det udnyttede Kolding IF til at slå kontra. Vi spillede jo tempomæssigt kun for halve omdrejninger i anden halvleg, og så bliver man straffet på det her niveau, fortsatte han. AaB-keeper Søren Rasmussen, der havde svært ved at vinde fodfæste, i opgøret var ikke helt så pessimistisk som sin cheftræner, når blikket blev rettet på mulighederne for at nå DM-slutspillet. - Nej, jeg vil ikke sige, at det her er lig med et farvel til DM-semifinalerne og en placering i Top-4 i grundspillet. Meget afhænger selvsagt af, hvordan Viborg HK klarer sig i de nærmeste kampe, men vi laver alt for mange dumme fejl og spiller for langsomt efter pausen, sagde Søren Rasmussen. AaB var foran fra stillingen 6-6 før pausen, men i andne halvleg tog neduren hurtigt form, og ved stillingen 30-34 begyndte mange af de 3.950 tilskuere så småt at sive fra Gigantium. Kampfakta: Stillingen ved pausen: 17-15. Stillinger undervejs: 4-4, 8-8, 12-9, 13-10, 16-12, 17-14, 17-15 - 18-17, 19-21, 21-25, 23-26, 27-30, 28-31, 29-33. Mål for AaB: Mål for Kodling IF: Udvisninger: Dommere: Jan R. Jakobsen og Lars Christensen Tilskuere: 3.950