Frederikshavn

Farvel til en institution

Der var stor ros til vicepolitimester Elin Rosenberg - og for hendes fremragende afhøringsteknik. Politimester Søren Gade måtte således erkende, at han under en togtur fra Aalborg til Nyborg var blevet placeret overfor Elin Rosenberg, da han som nytiltrådt i anklagemyndigheden for første gang skulle til årsmøde i foreningen af offentlige anklagere. - Og inden vi nåede Århus havde hun hevet hele min 24-årige livshistorie ud af mig, sagde Søren Gade, der her holder talen med dagens midtpunkt helt naturligt placeret i billedets center Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Man kan altid overveje om det er flot at være en institution - eller om man hellere vil være noget helt andet, måske bare et menneske. Men når man både er institution, en autoritet, vor moder blandt kolleger, de kriminelles skræk og udstyret med en sublim menneskelig medleven, så bliver billedet rigt facetteret, som kvinden det beskriver, nemlig Frederikshavn vicepolitimester Elin Rosenberg. Hun tog forleden afsked med den etat hun har tjent i mere end 35 år - heraf de seneste 17 år som vicepolitimester i Frederikshavn. Det var politimester Søren Gade, der havde hentet billederne frem på sin palet og i hans streg fik vi en dedikeret medarbejder, der med faglig kompetence og ildhu har udrettet det mest utrolige gennem årene. - Det hører til hverdagen at lyset på dit kontor er tændt, når man møder ind og når man går hjem efter endt arbejde, sagde Søren Gade og tydeliggjorde at det ikke var fordi Elin Rosenberg havde forsømt at slukke lyset. Og at den sidste arbejdsdag er noget ganske særligt undlod dagens midtpunkt da heller ikke at udtrykke i sin velkomst. - Jeg må indrømme, at denne særlige dag er en dag, jeg ikke har glædet mig til. Om vendt er jeg sikker på, at jeg bliver glad for min beslutning, sagde Elin Rosenberg, der er fyldt 62 år. Mange samarbejdspartnere og kolleger fra nær og fjern var med til at markere Elin Rosenbergs fratræden.