Farvel til en sej gammel kvinde

Kunne man anno 2004 forestille sig en ny fagforening, der kun optog kvinder? Nej. Men verden så helt anderledes ud i 1901, da Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) blev stiftet i en tid, hvor ligestilling var en næsten uopnåelig drøm. Stemmeret fik kvinder således først i 1915. KAD har kæmpet stædigt for kvinders rettigheder i mere end 100 år. Meget er lykkedes, og formelt har vi ligestilling, omend den reelle ligeløn endnu er ikke opnået. Men alt har sin tid, og opdelingen er indhentet af udviklingen. I dag er målene i høj grad de samme for mænd og kvinder, og fusionen bliver formentlig til gavn for alle medlemmer.