Farvel til en succeshistorie

Evald Nielsen har videregivet sit livsværk, Flauenskjold Hallen, i perfekt stand

Lokalpolitik 28. februar 2003 07:00

FLAUENSKJOLD: Da snart 63-årige Evald Nielsen i 1976 sammen med en række andre fra Flauenskjold fik en idé om, at byen burde have en idrætshal, så havde han ingen idé om, at der skulle gå 11 år, før drømmen blev til virkelighed. Men det lykkedes, og i går afleverede halformanden gennem 17 år så sit livsværk til afløserne. Det skete ved den årlige generalforsamling i aftes, hvor Evald Nielsen kunne aflevere formandskabet i hallen til den håndplukkede afløser, Niels-Anker Kristiansen, mens Evald Nielsens hidtidige plads i bestyrelsen overtages af den lige så håndplukkede Carsten Ravn. - Det er lidt vemodigt at sige farvel, for jeg har jo været hernede stort set hver dag, og det har været en vigtig del af mit liv i de sidste 17 år, bemærker Evald Nielsen, der imidlertid også er stolt over, hvad det er, at han afleverer. - De kan næsten ikke overtage noget, der er bedre. Alt fungerer perfekt, og økonomien er sund, siger han. Med hensyn til økonomien kan Evald Nielsen således tilføje, at 2002-regnskabet ved gårsdagens generalforsamling fortalte om et plus på knap en million kroner, og dertil kommer, at de hidtidige hal-tilbygninger er blevet betalt kontant. Det var et beløb på tilsammen 1,7 mio. kr., og dertil kommer den forlængst gennemførte tilbagebetaling af de 1,3 mio. kr., som hallen i sin tid fik i hus via et borgerlån. Klarede det selv Dette borgerlån blev stablet på benene i 1986, da arbejdsgruppen bag den planlagte hal i Flauenskjold omsider havde mistet tålmodigheden med politikerne i Dronninglund Byråd. Her mente de folkevalgte beslutningstagere ikke, at der var et synderligt stort behov for at etablere en idrætshal i Flauenskjold, og da også Asaa og Klokkerholm ville have haller, røg Flauenskjold pludselig bagerst i køen. - Så hørte vi om muligheden for at bygge en hal ved hjælp af et borgerlån og gav os i stedet til at arbejde med den idé, husker Evald Nielsen. Hele 1986 blev brugt på dette projekt, og da kommunens økonomiudvalg i begyndelsen af 1987 gav arbejdsgruppen det grønne lys til at arbejde videre med projektet, begyndte Evald Nielsen & Co. omsider at kunne vejre morgenluft. - Vi var lykkelige, siger han. Denne begejstring var dog intet at måle med de jubelscener, der fandt sted, da arbejdsgruppen i forlængelse af et velbesøgt borgermøde om hallen iværksatte en indsamling i Flauenskjold og omegn. - Vi håbede med den store opbakning på borgermødet at kunne få indsamlet en million, men da vi var færdige, var vi nået op på 1,5 million. Det var helt fantastisk, fortæller Evald Nielsen, der specielt husker jubelen, da det til lejligheden opstillede pengebarometer midt i byen nåede op over den magiske ene million kroner. De 1,5 mio. kr. i borgerstøtte blev givet som 200.000 kr. i kontanter og 1,3 mio. kr. som borgerlån, og mens borgerlånet blev sat ind på en spærret konto, hvor kun renterne blev brugt til den daglige drift af den nye hal, så blev der optaget et kreditforeningslån på fem mio. kr. til anlægget af den nye hal. Klar i 1987 Det første spadestik blev tager 4. april 1987, og i begyndelsen af oktober samme år var hallen klar til at blive indviet. - Det var en stor dag, husker Evald Nielsen, der den dag i dag fortsat kan forbløffes over den lokale opbakning - og manglen på samme i Dronninglund Byråd. - Kommunen har ikke givet en krone til anlægget af den her hal. De "flottede" sig dog, da de ved indvielsen gav os en checvk på 1000 kr. Men det er også alt, hvad de har hjulpet os med, konstaterer Evald Nielsen, der samtidig kan notere sig, at byråds-frygten for, at en hal i Flauenskjold skulle være overflødig, har vist sig ubegrundet. - Det er nok byens største aktiv, og der en masse aktiviteter i hallen, ligesom vi også har oplevet, at idrætsforeningen har vokset sig stor som følge af den her hal, slutter han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...