EMNER

Farvel til et rigt arbejdsliv

1. juni er det slut, på fredag er sidste arbejdsag, og så venter en ny og meget anderledes hverdag for 60-årige Flemming Stig, der stopper som direktør på NORDJYSKE Medier i Skagen.

Flemming Stig har sidste arbejdsdag på fredag. Foto: Peter Broen

Flemming Stig har sidste arbejdsdag på fredag. Foto: Peter Broen

SKAGEN:1. juni er det slut, på fredag er sidste arbejdsag, og så venter en ny og meget anderledes hverdag for 60-årige Flemming Stig, der stopper som direktør på NORDJYSKE Medier i Skagen. - Det er klart, det er med mange følelser, at jeg har truffet min beslutning om at stoppe nu efter 35 både dejlige, travle og meget spændende år på avisen i Skagen, siger Flemming Stig. Han har længe planlagt sin tilværelse således, at han ville stoppe som 60-årig, og det er en beslutning han også er glad for nu, hvor den sidste arbejdsdag nærmer sig. - Jeg tror aldrig, jeg har haft en dag, hvor jeg ikke var glad for at gå på arbejde. Det er jeg stadig, og jeg er meget glad for at kunne stoppe nu, hvor det går godt, og hvor jeg stadig har masser af kræfter til at pleje et andet liv. - Min store hobby er mit gamle hus, og man tænker så godt, når man arbejder der. Det ser jeg frem til at få mere tid til, og jeg er jo ikke den, man skal regne med at se på golfbanen, fortæller Flemming Stig. Han har gennem de 35 år som avisens mand i Skagen oplevet mange ændringer og forandringer. - To fusioner er det blandt andet blevet til, og så var vi på Skagens Avis jo første i landet med elektronisk ombrydning af avisen. Det har været spændende at være en del af udviklingen. - Jeg stopper med vished om, at kontoret i Skagen fortsætter også uden mig, og jeg vil sige, at NORDJYSKE Medier er en god arbejdsplads. En af de bedste i Nordjylland, og man tager sig godt af medarbejderne, siger Flemming Stig. Han har gennem de mange år som avisens mand i Skagen oplevet mange store begivenheder, udvikling, udfordringer og mange forskellige mennesker. - På avisen har vi altid følt os som en lille familie, hvor man fulgte hinanden i meget, og det har været en fornøjelse at være en del af. - Som avismand er jeg jo også kommet i mange kredse og har mødt rigtig mange spændende mennesker, og det er jo gode minder at have om et rigt arbejdsliv, siger skagboen. Flemming Stig, der oprindelig stammer fra Fjerritslev, har i alle årene været meget aktiv i Skagen Handelsstandsforening, hvor han fortsætter som formand i hvert fald frem til næste generalforsamling. Han har valgt ikke at holde en stor afskedsreception, for der var stor fest, da han blev 60 år. - Det er lidt for tæt på til endnu en stor reception, så i stedet har jeg valgt at sige, at fredag er min sidste arbejdsdag, hvor je ger på Skolevej i Skagen. Fremtiden er jo tæt på, men Flemming Stig tager det meget roligt. - Nu skal jeg først nyde mere tid til at passe mit hus, og så tænker jeg lidt over fremtiden. - Måske bliver jeg min egen arbejsgiver i den sidste del af mit aktive arbejdsliv, for jeg har mod på mere endnu. Men det bliver dog ikke indenfor avisbranchen, fastslår Flemming Stig.