Farvel til fiskeriet efter 43 år

Fl. Axelsen turde ikke sige nej tak til ophugningsstøtte

Fiskeripolitik 30. december 2004 05:00

Carl Åge Østergaardcarl.aage.oestergaard@nordjyske.dk STRANDBY: For fire måneder siden sejlede Flemming Axelsen ind til Strandby Havn med kutteren "Hanna" for sidste gang. Han begyndte at fiske, også med "Hanna", for 43 år siden. Dengang var hans far skipper på kutteren. Det var i 1961. Fire år senere, i 1965 overtog Flemming Axelsen kutteren efter sin fars død. Selv var han stadig kun en stor knægt, men han havde en ældre kompagnon, Chresten Kristensen. De sidste mange år har Flemming Axelsen selv ejet kutteren. Det meste af tiden har han fanget industrifisk i Kattegat og Skagerrak. Men de senere år er garnet strammet til omkring den form fiskeri. Så i stedet flyttede han og "Hanna" over i hummerfiskeriet. Det har arbejdsmæssigt den ulempe, at det foregår om natten. Nu er Fl. Axelsen 57 og egentlig for ung til at gå på pension. - Men jeg turde ikke blive i erhvervet, når nu muligheden for at få ophugningsstøtte bød sig, siger han. Forliget i EU om næste års fiskeripolitik med færre havdage vil gøre det endnu sværere at være fisker, mener han. - De får udryddet fiskerne før fiskene, mener han. - De unge kan slet ikke få det til at hænge sammen, hvis de skal ligge i havn halvdelen af tiden. Det er kun gået én vej med fiskeriet - og det er den som hønsene skraber. Regnen siler ned af den blå kedeldragt, men når Flemming Axelsen taler, ser han ud, som om der er solskin lige om hjørnet. Han ligner en glad mand. Selv om vejret er decembergråt og midaldrende fiskeskippere ikke er højt i kurs på jobmarkedet. - Jeg havde håbet på at komme ud at sejle med en coaster. Men jeg opfylder ikke kravene. For at kunne det, skal jeg tage på kurser lige til jeg fylder 60. Så hvad skulle det nytte, spørger han. Men der har været bud efter Fl. Axelsen, efter han kom i havn med "Hanna". Han har sejlet som sygeafløser på en anden kutter det meste af efteråret. - Men hvad der skal ske bagefter, det ved jeg ikke. Flemming Axelsen kan ikke skjule, at den uvished er en træls ballast at fragte med ind i 2005.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...