Farvel til Fløidenkik

Den gamle jordemoder forlader sin fødeklinik i Hasseris - men det specielle navn får lov at leve videre

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den gamle Jordemoder i køkkenet, hvor der i sin tid var fødestue og skyllerum. Selv boede hun på et værelse på første sal.

AALBORG:Salgsprisen nærmer sig de fem millioner kroner, så økonomisk er der ikke noget at klage over. Men alligevel er der en tåre i øjenkrogen, når Henny Larsen fortæller om den mærkelige følelse i kroppen, da hun forleden stak nøglen i døren til det nykøbte hus i Sæby. For selv om det også ligger på en allé - Skovalléen - så er den store gamle villa på Kong Christians Allé i Aalborg med det mærkelige navn Fløidenkik nemlig været hendes hjem i over 40 år. En overgang også hendes arbejdsplads. Men nu er det slut med at residere på en af Aalborgs meste kendte adresser. Kendt adresse De fleste byens borgere kender den røde funkis-villa med det underlige navn Fløidenkik. Og hvad er det det nu for noget med det pudsige navn. Pusler man lidt rundt med bogstaverne på gavlen, dukker ordet ”Fødeklinik” frem. Og så nærmer man sig oprindelsen. Henny Larsen er jordemoder af uddannelse og købte villaen i 1963. Indrettede den til privat fødeklinik, men allerede i begyndelsen af 1970’erne lukkede den igen, men ejeren nænnede ikke at fjerne bogstaverne. - Jeg er ikke nærig, men nok sparsommelig, og de bogstaver havde jo været dyre nok, så jeg fandt på at jonglere rundt med dem. Sådan kom der til at stå ”Fløidenkik”, lyder forklaringen fra Henny Larsen, som i dag er en ældre dame på 85 år. Det ombyttede navn antyder ”klinikken der gik fløjten”. Et navn som hun er godt fornøjet med at have bragt til verden, selv om det i årenes løb har affødt mange spørgsmål og kommentarer. Men nu er Henny Larsens tid i den gamle villa også ved at gå fløjten. Hun og Bech - samleveren Marthinus Bech - har nemlig solgt den gamle villa og flytter til Sæby for at være tættere på hans familie. Og så er der ærlig talt også blevet så meget trafik og et virvar at cykelstier ude på vejen, så det kan være det samme. Henny Larsen styrer stadig den gamle Opel, når der er behov for at komme rundt. Men det er blevet nemt at komme ud fra Fløidenkik, efter at kommunen har bygget Kong Christians Alle om. Men øjnene bliver våde, da hun fortæller om den underlige fornemmelse det er at forlade de vante rammer. Der knytter sig nemlig mange gode minder til huset, hvor hun drev fødeklinik. Hun købte det for 240.000 kroner og indrettede klinik for yderligere 50.000 kroner. Selv boede hun på et værelse på 1. sal, hvor der også var en enestue. Stueplan blev omdannet til fødestue, skyllerum og sengepladser. Her lod byens damer sig installere et par timer for at føde, og Henny Larsen har i sit lange liv bragt børn til verden i et antal, som hun ikke har styr på. Men nok til at befolke en landsby. I begyndelsen af 1970’erne var det dog slut med fødeklinikken, da fødsler blev ”socialiseret” som et gratis tilbud på sygehusene. Henny Larsen lagde op og fik job som jordemoder på Dronninglund Sygehus, hvor hun fortsatte jordemodergerningen i 10 år. På arbejde hele tiden - Da jeg opdagede, at jeg ikke var så kløgtig som de unge, var det på tide at sige stop, siger Henny. Faget fik også en anden facon på det offentlige sygehus. Det var pludselig et 8 til 16 job, som var noget anderledes end tiden som selvstændig, hvor hun ofte var på arbejde næsten i døgndrift. Henny Larsen husker det år, hvor hun sad bi alle juledagene på amtssygehuset. En af hendes damer havde en svær fødsel, der endte med kejsersnit. Og sådan kom arbejdet kom til at fylde så meget i jordemoderens liv, at hun aldrig selv fik familie og børn. Først i en sen alder kom hun og Bech til at danne par. Svær start på livet Som barn lå det heller ikke i kortene, at hun skulle blive velhaver. Født uden for ægteskab, opvokset i husvildebolig og hos sin mormor til hun var ni. Takket være moderens giftermål med en ny mand, fik Henny Larsen en prægtig stedfar. Sin egen far kom hun aldrig til at kende. Og med hjælp derhjemmfra fik hun uddannelse og kom godt i vej som jordemoder. - Men det er så længe siden nu, så det skal du ikke skrive så meget om, lyder det med et skælmsk smil fra Henny. Indboet er ved at blive pakket ned. Onsdag kører flyttebilen det sidste læs nordpå. Sikkert med en tåre i øjenkrogen hos fraflytteren. Men det hjælper at tænke på, at de nye ejere er søde, unge mennesker, som har lovet, at huset på Kong Christians Allé selvfølgelig fortsat skal hedde Fløidenkik.