EMNER

Farvel til fortiden

Kriseårsag hos vælgerne

En bydel i København symboliserer Junibevægelsens nedtur. Nørrebro i København. For tolv år siden centrum for politiskud under optøjer efter vælgernes EU-ja til Edinburgh-traktaten. I dag en højborg for supereuropæerne i Det Radikale Venstre og et sted, hvor den lokale SF-forening lader champagnepropperne springe efter partiets december-ja til den nye EU-forfatning. EU-modstanden flytter sig. Fra byen ud på landet. Fra venstre mod højre. Fra ung til gammel og fra Junibevægelsen til Pia Kjærsgaard. Det er for snævert alene at se seks topfolks farvel til ledelsen i Junibevægelsen som et magtopgør om penge, indflydelse og frontfigur Jens Peter Bondes oplyste enevælde. Det er det også. Men ikoner som Drude Dahlerup og Niels I. Meyer har ikke mere hjertet med. Det er ikke rigtig sjovt, når vælgerne svigter. EU-modstanden på tværs af partier er endt som en anakronisme. Den hører fortiden til. Det kan godt være, at den nye ledelse i Junibevægelsen efter landsmødet i weekenden også rummer medlemmer fra borgerlige partier. Men vælgerne ser stadig bevægelsen til venstre for midten og der ligger EU-modstanden ikke mere. Tydeliggjort ikke mindst af det næsten jordskredsagtige ja til EU-forfatningen blandt SF's medlemmer, der i EU-spørgsmålet ellers burde være dem nærmest Junibevægelsen. Allerede katastroferesultatet ved sidste års EU-Parlamentsvalg var skriften på væggen. Genvalget af kun Jens Peter Bonde hos Junibevægelsen og Folkebevægelsens hjælp fra valgmatematikken for at sikre sit mandat gav højst kunstigt åndedræt. Det er ikke fordi, der ikke er en udbredt EU-skepsis blandt de danske vælgere. Der er slet ikke klangbund for det massive ja til den nye EU-forfatning blandt Folketingets partier. Men diskussionen har ændret sig. Der er naturligvis stadig det lodrette nej. Centreret hos Pia Kjærsgaard med frygten for nationalstatens fremtid og de senere år rækkende langt ind i Venstre og Det Konservative Folkeparti. Og på det yderste venstre i Enhedslisten, der stadig ser EU som monopolkapitalismens og de multinationale selskabers lydige lakaj. Men det nej på yderfløjene bliver mindre og mindre. Ja og nej Det seneste årti er derimod gruppen af dem, der kan stemme ja ved en folkeafstemning og nej ved en anden, blevet større og større. Det er de vælgere, der kræver ordentligt svar og som politikerne ikke når gennem skræmmekampagner. I bund og grund accepterer de EU. Eller i det mindste tankegangen. De kan se fordelene ved udvidelsen og forstår betydningen af internationalt samarbejde, når det gælder miljø og terrorisme. Men de vakler over for at afgive for megen suverænitet til Bonn og Paris og har endnu ikke ladet sig overbevise af tilhængerargumentet om, at netop EU er modsvaret mod, at Chirac og Schröder bestemmer alt. Kort sagt er de en slags tryghedsnarkomaner, der hygger sig med forbehold og sommerhusregel. Engang en oplagt målgruppe for Junibevægelsen. Deres skepsis har ikke mindst en Jens Peter Bonde været med til at bygge op med sine konstante spørgsmålstegn ved EU-systemets skyggesider i form af bureaukrati, fråds og lukkethed. Nyrup Tak for det kan man sige. Men nu er Junibevægelsens førstemand ved at være en karikatur af sig selv. Vælgerne føler sig bedre repræsenteret af en Poul Nyrup Rasmussen, selv om han er socialdemokrat, systemets mand og mere jubeleuropæer end gennemsnitsvælgeren. Men de opfatter ham som repræsentant for danske interesser. Med indflydelse. Det kan godt være, at arbejdsnarkomanen Jens Peter Bonde har påvirket EU-lovgivningen i en enkelt detalje. Men vælgerne ser alligevel ham og bevægelserne som fortidens protester. Og lige så lidt som selv den største faglige modstand i dag samler mere end et par tusinde på Christiansborg Slotsplads, fylkes vælgerne om dem, der kun løfter fanen højt. EU-skepsis alene på paletten er for lidt at byde på. Jens Peter Bonde ender som sidste mand, der lukker og slukker.