Farvel til fremskridtet

Se det for dig: Du kan se frem til en alderdom med værdige forhold uden afhængighed af din familie eller bekendte.

Sådan vil vi alle gerne, at det skal være. Men den tid er måske forbi, hvor en uafhængig alderdom var en given ting. Regeringen har lanceret en kampagne – "Mit Ansvar" – hvor danskerne opfordres til at tage ansvar for eget liv og ikke forvente, at velfærdsstaten kommer og klarer det hele. Det er for så vidt godt nok på nogle områder. Eksempelvis skal forældre tage ansvar for opdragelsen af deres børn, og alle danskere skal tage ansvar for miljøet. Men står det til vores "velfærds"minister, Karen Jespersen, skal der også ske ændringer på ældreområdet. Hun vil have skrevet ind i lovgivningen, at familiemedlemmer skal tage sig af de ældre i familien. Umiddelbart en sympatisk tanke – der er sikkert mange ældre danskere, der gerne vil se mere til deres familie. Men Jespersen taler ikke kun om hyggelige søndagsbesøg. Hun forstiller sig, at omsorgen kan varetages af familiemedlemmer. Og her må jeg stå af. Ministeren er ved at rive gulvtæppet væk under den tilkæmpede ret, alle danskere har: at kunne se frem til en værdig alderdom uden afhængighed af familien. For én ting er at nyde hyggen i familiens skød. En anden ting er at være afhængig af sin søn for at få sit bad og sin aftensmad. Skal velfærdsstaten ikke længere garantere et ordentligt serviceniveau til vores ældre? Det er da fint, hvis familierne bruger tid med deres gamle, men det skal man ikke lovgive om. Det er en rådvild velfærdsminister, der famler i mørket efter en kattelem, så regeringen slipper ud af et selvskabt problem, nemlig at de ikke har plejepersonale nok til at varetage opgaverne. Det er et seriøst problem, men løsningen er at gøre jobbet mere attraktivt – ikke bare at give op og lægge opgaven fra sig. For de pårørende er ministerens forslag også to skridt tilbage. Ønsker vi en lovgivning, hvor man gør sig til kriminel ved at flytte til en anden del af landet og dermed ikke kan besøge sine forældre ugentligt? Vi ønsker alle, at vores ældre familiemedlemmer lever under trygge og stabile rammer, hvor de trives og har det godt. Det er jo derfor, at vi igennem de sidste 50 år vi har udviklet velfærdsstaten til at kunne tage hånd om netop den opgave på bedste vis. Nogle gange kunne vi ønske os mere, men aldrig mindre. Dermed ikke sagt, at pårørende ikke skal tage sig af familiens ældre medlemmer. Det er jo rigtig dejligt for begge parter, når det kan lade sig gøre. Men det er en afgørende faktor, at ingen er afhængige af, at det sker, hverken de ældre eller deres familiemedlemmer. Når ministeren vil lægge velfærdsstatens forpligtigelse til at garantere omsorg for vores ældre over på (børne) familierne, sender hun os 50 år tilbage i tiden. Det grænser til ”Kvinderne tilbage til kødgryderne, og de ældre ind på loftet, så de kan passe børnene”. Vi har brugt 50 år på at udvikle et system, hvor alderdom ikke er lig med afhængighed af sine børn. Og hvor mennesker kan flytte til den anden ende af landet – eller verden – efter et job uden at efterlade sine kære uden pleje. Karen Jespersen er minister for velfærden i Danmark. Jeg vil foreslå, at hun udvikler den frem for at afvikle den.