Detailhandel

Farvel til høkeren

Købmanden i Skelund åbner for sidste gang

- Nogle gange kan man gå en halv time uden at have en eneste kunde, siger Stine Elisabeth Møgelvang. Foto: Henrik Bo

- Nogle gange kan man gå en halv time uden at have en eneste kunde, siger Stine Elisabeth Møgelvang. Foto: Henrik Bo

En bon fra SPAR købmanden i Skelund dateret 30.12 2011 kan meget vel gå hen og blive et lokalt samlerobjekt. Den næstsidste dag i 2011 er nemlig med al sandsynlighed den sidste, hvor man kan købe dagligvarer i landsbyen. Susanne Buus, der har den tvivlsomme ære af at kunne kalde sig Skelunds sidste købmand, bekendtgjorde allerede sidste forår, at hun ikke ville fortsætte. Dengang var lukkedagen berammet til 1. marts 2012, men den dato er altså fremskyndet. Forklaringen er indlysende, når man følger handlen i SPAR Skelund. To dage før årets sidste aften er andre butikker præget af et sandt indkøbsraseri, men ikke i Skelund. - Det går ikke så stærkt. Nogle gange kan man gå en halv time uden at have en eneste kunde, siger Stine Elisabeth Møgelvang, der er butikslærling i Susanne Buus' SPAR-forretning på Østergade i Hadsund, men p.t. gør tjeneste i Skelund. En lokal arbejdsgruppe og Skelund Landsbyforening har sammen og hver for sig arbejdet på en løsning men erkender nu, at det har været forgæves. - Vi opfordrer fremover alle til at handle i Dagli'Brugsen i Veddum, når vores egen forretning nu lukker. Forhåbentlig kan vi være med til at holde liv i brugsen. Den ligger kun en kilometers penge fra Skelund, og det er noget tættere på, end der er til Als, Øster Hurup og Hadsund, bemærker formanden for Skelund Landsbyforening, Jess Laursen. Landsbyforeningen vil i løbet af de næste par uger arrangere en bustur til Veddum for at sætte yderligere fokus på indkøbsmulighederne i nabobyen.