Farvel til præsten

Efter næsten 32 år stopper Hans Tang Nielsen som sognepræst

NØRRESUNDBY: Mellem 300 og 400 mennesker var i Nørresundby Kirke i går, hvor sognepræst Hans Tang Nielsen holdt sin sidste prædiken efter næsten 32 år som sognepræst ved Nørresundby Sogn. - Det var et meget flot fremmøde, hvor vi også havde omkring 125 til alters, og det er flere end på en almindelig søndag, fortæller Hans Tang Nielsen. Efter højmessen var der afskedsreception i kirkecentret, hvor mange gæster kom forbi for at takke præsten for hans og hustruens virke i sognet. - Vi fik mange smukke ord med fra de otte-10 talere. Det var en meget god dag, siger Hans Tang Nielsen, som også havde den glæde at børn og børnebørn havde taget turen fra København for at være med ved afskeden. Det er endnu ikke afklaret, om Nørresundby Sogn får dispensation fra kirkeminister Tove Fergos ansættelsesstop for præster til at ansætte en efterfølger for Hans Tang Nielsen. 15. august holdt kirkeministeren møde med landets biskopper, og her gav hun lov til, at 15 ud af 67 ubesatte præstestillinger ansættes. Men hvilke bliver op til biskopperne at afgøre. Ansættelsesstoppet varer frem til årsskiftet og skal skaffe en besparelse på 3,4 millioner kroner i hus. bové & dokan