Farvel til privatlivet?

LEDER DF beskylder partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) for at føre dobbeltliv

EMNER 6. august 2010 06:00

Er der mon falske Helle Thorning-Schmidt’er i omløb? Man skulle næsten tro det. I hvert fald kan gruppeformand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl (DF), snildt få øje på mindst to sider af samme partiformand. På den ene side forsøger S-formanden - ifølge Kristian Thulesen Dahl - at give, hvad han kalder ”et billede af at være en meget jordnær person, som er tæt på danskerne og lever et almindeligt familieliv med mand og børn”. På den anden side har ægtemanden Stephen Kinnocks skatte- og bopæls-sager forsynet Kristian Thulesen Dahl med et billede af Helle Thorning-Schmidt som en del af en europæisk elite. Et billede, som han giver videre med afskedssalutten: ”Ville hun overhovedet være i Danmark, hvis hun ikke lige var socialdemokratisk formand?”. Med sine påstande om en slags dobbeltliv, langt fra ganske almindelige, socialdemokratiske vælgere, er Kristian Thulesen Dahl langt forbi det mærke, der før har markeret forskellen på offentligt liv og privatliv. Efter DF-gruppeformandens målestok skal en politiker være nøjagtigt som sine vælgere, hverken mere eller mindre - som om den slags er en entydig størrelse - og vedkommende kan umuligt bekymre sig om andre end lige nøjagtigt sin ”egen” samfundsgruppe. Gennem tiden har politikere nu ellers godt kunnet finde ud af at skabe resultater, der har berørt andre end de pågældende, der på det rent personlige plan har stået bag resultaterne - og hidtil har det da også mødt kritik, når eksempelvis en barnløs minister er blevet bebrejdet for at have gjort sig tanker om børne- og familiepolitik. Af S-næstformand Nick Hækkerup er karakteristikken af formanden blevet kaldt ”karaktermord og rendyrket personangreb”, og selv har formanden talt om personhetz. Det kunne være rart, om man igen kunne betragte politikere som slet og ret dét; folk, der frivilligt har ladet sig ansætte i demokratiets tjeneste, uden at andre pr. automatik tænker: Hvad er vedkommendes egen rent privat-personlige andel mon i dén beslutning?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...