Farvel til skarp profil - eller...?

Farvel til éntydig abortmodstand. I det hele taget farvel til en skarp profil som kristent, borgerligt parti. Og goddag til Kristendemokraterne som ¿Danmarks nye familieparti¿. Med en lang stribe krav, der skal gøre dagligdagen lettere for moderne, travle børnefamilier, bundet op af udearbejde og andre gøremål. Blandt andet bedre pasningstilbud til forældre med skæve arbejdstider, udvikling af en reserveforældreordning og bedre rammer for at få flere børn. Som om noget parti kunne drømme om andet end at gøre dagligdagen lettere for børnefamilier. Men så udvandet er partiprogrammet blevet hos Kristendemokraterne, det næsten 38 år gamle parti, der forsøger at rejse sig oven på det seneste valgnederlag. Her blev det til en tilslutning på kun 1,7 procent og dermed ingen plads i Folketinget, hvor det ellers har befundet sig stort set uafbrudt fra jordskredsvalget i 1973 til 2005. Fra at være et socialliberalt midterparti - som modvægt til de mere konservative i blandt andre Centrumdemokraterne og de kulturradikale i Det Radikale Venstre - altså et parti for borgerlige, som ikke har været så borgerlige, at det har gjort noget, har Kristendemokraterne på det seneste fået sået alvorlig tvivl om sit ståsted. I hvert fald lyder en af mange forklaringer på, at Kristendemokraterne i 2005 gled ud af Folketinget, at partiet foretrak en borgerlig regering, men aldrig fik meddelt det ordentligt i valgkampen. Siden har Kristendemokraterne under Bodil Kornbeks ledelse bestræbt sig på at komme fri af betegnelsen borgerlig. Men efter en del vælgeres mening er også det kristne i Kristendemokraterne forsvundet. Og dét i en grad, så en ellers fast støtte, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, som i kraft af meget skarpe profil var uhyre tæt på at få partiet i Folketinget i november, overvejer at bryde ud for at stifte et nyt parti med en stærkere kristen profil. Måske endda med dén profil, som Kristendemokraterne oprindeligt har haft. Det kan godt undre, at Kristendemokraterne er så dårlig til at markere sig over for vælgerne, når man sammenligner med lignende partier i andre lande, først og fremmest tyske CDU og CSU, som i mange og lange perioder har været regeringsbærende. Kan det mon skyldes, at et afgørende flertal af vælgerne viger tilbage for at sammenblande noget så offentligt som politik med noget så - efter manges mening - privat som kristen tro?

Forsiden