EMNER

Farvel til skiltene

Efter mere end 40 år stopper "Skiltemaleren" Thomas Munk til nytår

Det karakteristiske fyrtårn på Egon Sørensens mange lastbiler har Thomas Munk sat på mange gange. Egon Sørensen var en af Thomas Munks første kunder. Nu har Thomas Munk formentlig for sidste gange stået for at sætte fyrtårnet på et af Egon Sørensens førerhuse. Foto: Klaus Madsen

Det karakteristiske fyrtårn på Egon Sørensens mange lastbiler har Thomas Munk sat på mange gange. Egon Sørensen var en af Thomas Munks første kunder. Nu har Thomas Munk formentlig for sidste gange stået for at sætte fyrtårnet på et af Egon Sørensens førerhuse. Foto: Klaus Madsen

I 1961 flyttede Thomas Munk fra Stagstrup, han var kun en stor knægt, ind på et værelse på Plantagevej. Han havde fået læreplads hos malermester Hyllested i Skovgade. Her blev grunden lagt til den faglige stolthed der de næste 46 år kom til at præge Thomas Munks arbejde med pensel, skrivestok og de sidste år computer. Thomas Munk har altid haft en forkærlighed for skiltemaleriet. Han husker de første opgaver han havde med pensel og skrivestok. Først i 60¿erne var varevogne på papegøjeplader (nummerplader der var både gule og sorte) mange familiers chance for at få en billig bil. Der var krav om at der et eller andet sted skulle skrives navn på bilens ejer. Thomas Munk husker han skrev navne på mange Lloydbiler og Morris 1000. Det var for bilforhandler Carl Hansen, der havde forretning hvor MC-shoppen nu har til huse. Senere overtog han sammen med Knud Morberg Madsen Hyllesteds malerforretning. Siden blev Thomas Munk selvstændig skiltemaler. De sidste 20 har han haft værksted på Industrivej i Thisted. Den 1. januar er det næsten slut. Thomas Munk bliver på årets første dag 64 år gammel. Så stopper skiltemaleren Thomas Munk. Maler Thomas Munk håber på at få lidt arbejde med restaurering. I alle årene har Thomas Munk sammen med skiltene også haft tid til at beskæftige sig med krævende opgaver i blandt andet kirker. Han har haft store opgaver med bladguld. Urskiverne på Thisted Kirkes tårn er et synligt bevis for det fine håndværk. Thomas Munk har gennem årene haft trofaste kunder. Vognmandsfirmaerne Bjarne Andersen og Egon Sørensen i Hanstholm har været med alle årene. Det var derfor også en lidt vemodig Thomas Munk, der i denne uge for sidste gang satte navnetræk og firmanavne på nye lastbiler fra disse firmaer. - Det bliver svært at undvære alle disse mennesker, må Thomas Munk erkende. Nu håber Thomas Munk han skal til at være kulturmenneske på fuld tid. Hans kone Hanne er scenemester i Thisted Musikteater. Thomas Munk har stor kærlighed til Thisted Musikteater og arbejdet i Thisted Teaterkreds - og den skal udleves endnu mere nu. En helt konkret opgave for Thomas Munk bliver at bygge kulisserne til Thisted Morskabsteaters sommerforestilling Folk og Røvere i Kardemommeby. Der skal være premiere den 5. juni 2008. Her bliver god brug for Thomas Munks gode sans for detaljen. Det er også en sjov detalje, at Thomas Munk husker han som malerlærling spiste på fru Adamsens pensionat, der lå over Thisted Arbejderforening i Torvegade. Tøjet fik han vasket på Stærbos vaskeri i Nørregade.