Farvel til Søgaard - Refsgaard klar

BRØNDERSLEV:Træner for Brønderslev Idrætsforenings førstehold i fodbold, Carsten Søgaard er trådt tilbage. Søndag stod det klart, at samarbejdet mellem BI og holdets træner måtte ophøre per omgående. I stedet træder Steen Refsgaard til som cheftræner, indtil den igangværende sæson er omme. Og herefter tager Peter Jacobsen over. Hvorfor det kom til et brud mellem træner og idrætsforeningen på nuværende tidspunkt, forklarer formand for BI Fodbold, Søren Ø. Christensen, som følger: - Der er ingen tvivl om, at Carsten Søgaard er en ualmindelig dygtig træner. Men ledelsen i BI har ikke helt formået at opfylde de forventninger, Carsten Søgaard havde til foreningen. - Derfor var begge parter enige om, at vi ikke skulle fortsætte samarbejdet, siger Søren Ø. Christensen, og lader forstå, at klubben ikke er tilfreds med, at førsteholdet befinder sig under nedrykningsstregen. Carsten Søgaard og BI havde oprindelig aftalt, at samarbejdet under alle omstændigheder skulle ophøre ved sæsonens slutning. I juli sagde Carsten Søgaard til NORDJYSKE, at holdet ikke har levet op til de forventninger, han havde, da han startede som træner i januar i år. Carsten Søgaards afløser, Steen Refsgaard, er forhenværende cheftræner i Fortuna. Og Peter Jacobsen skal fra næste sæson træne holdet. BI-spillerne var søndag med i hele forløbet frem til det endelige brud med Carsten Søgaard, og de er ifølge Søren Ø. Christensen indforstået med trænerskiftet.