Farvel til Sonja

Børn og voksne lagde blomster og skrev afskedsord til 10-årige Sonja Emborg

MJELS:"Det var for tidligt du døde, det skulle du ikke", stod der på det gribende afskedsbrev en af Sonja Emborgs veninder havde lagt sammen med en lille buket foran den 10-årige døde piges hjem i Mjels. Foran huset på et lille stykke fortov havde flere af Sonja Emborgs veninder og kammerater lagt bamser, sat lys og skrevet smukke ord. "Du var min bedste ven, Sonja, kom tilbage til os, vi savner dig", stod der med store bogstaver. Blomsterbuketter var lagt side om side med små bamser og tøjdyr og en lang række af lys var sat op. Naboer, små venner og veninder kom forbi og lagde deres lille afskedsbuket både fredag aften og i løbet af lørdagen. Imens vågnede Mjels op til endnu en sorgens dag, hvor alle stille gik rundt og talte med hinanden, sørgede og prøvede at forstå det uforståelige, hvordan nogen kan begå så frygtelig en forbrydelse. - Vi har talt sammen i dag, og det hjælper at snakke om det og tale med hinanden, selv om det jo er helt ubegribeligt, forklarede en af naboerne Tommy Knudsen. Det lille samfund med kun ganske få huse, kunne ellers ligne en idyllisk sted med et par gårde og et par huse og solen, der skinnede på en varm sommerdag, mens kirkeklokkerne lød i det fjerne. Men der var flag på halv og stille gik et par naboer rundt og talte sammen. På Ferslev Skole havde skoleinspektør Kurt Jensen indkaldt til møde for 5.b's lærere og pædagoger på skolen. - Vi har et sorgberedskab, som vi satte i gang. Vi indkalder eleverne fra 5.b, som Sonja skulle begynde i onsdag, og vi indkalder elevernes forældre til et møde på skolen i morgen aften, så vi kan få talt det hele igennem. De har sikkert en masse spørgsmål, siger Kurt Jensen. - De skal først begynde i skolen onsdag, men vi har ment, at det var vigtigt for klassen og deres forældre at få talt sammen inden. Klassens lærere og pædagoger samt en psykolog vil være til stede, forklarer han. - Vi er meget bevidste om, at børnene skal have lov til at sige hvad de føler, og det er vigtigt, at vi taler med dem. Ikke blot mandag og ved skolestarten onsdag, men også i tiden fremover. - Onsdag har vi lagt nye planer for, hvad der skal ske. Vi plejer at have en flagallé i Ferslev, den dropper vi. Vi plejer at samles om flagstangen og hejse flaget, og vi vil også samles onsdag morgen, men det bliver med flaget på halv. Efter en kort mindehøjtidelig og et minuts stilhed, vil elever fra 5. b hejse flaget på hel stang, hvorefter resten af programmet for dagen fortsætter med kagemand og sodavand. Dog vil 4. 5. og 6. klasserne gå i hvert sit lokale for at tale med og være sammen med deres klasselærer, og vores lokale præst, Gunnar Andersen, vil også deltage hos 5.b, fortæller han. Midt i al sorgen er han taknemmelig for, at der er et sorgberedskab. - For midt i det hele er det rart at have en plan at forholde sig til, så vi får samtalerne i gang, siger han. Den 10-årige Sonja Emborg var spejder og var fodboldspiller. I fodboldklubben Dall-Ferslev IF vil træner for lilleput-pigerne, Carsten Borup, snakke med pigerne, når de møder til træning. Han er far til en af pigerne i fodboldgruppen, som i marts begyndte at spille fodbold. - Vi er allesammen meget berørt af det her, det er klart. Jeg vil snakke med pigerne, og så skal vi også til mødet mandag aften på skolen, forklarer han.