Koldby

Farvel vinterferie!

Mange lokale familier brugte den sidste dag i vinterferien på en tur i svømmehallen, hvor de vandglade børn ikke var helt klar til skolestart igen.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sidste feriedag: Efter weekenden melder hverdagen sig igen, og det er træls, at ferien snart er slut, mener Amalie Kjær (t.v.) og Nanna Jacobsen (i midten). Fredag hyggede de sig dog med veninden Sabrina Bendtsen (t.h.).

Uge 7 går på hæld, og dermed er vinterferien snart slut for de flestes vedkommende i Thy-Hannæs. Fredag brugte en del familier derfor tiden sammen med vandrutsjebaner, varmtvandsbassiner og oppustelige badedyr i Sydthy Svømmebad. Gennem hele ugen har børn og unge mellem 1 og 14 år kunnet komme ind på et specielt børnebadepas, hvor der foruden spjasketuren også var lidt til ganen bagefter, og det har været et stort tilløbsstykke. Aktiv ferie Cirka 300-350 mennesker har hver dag besøgt svømmebadet i vinterferien, og fredag var ingen undtagelse, da der igen var fuldt hus. To af de svømmeglade besøgende denne dag var veninderne Nanna Jacobsen på 12 år fra Koldby og Amalie Kjær på 13 år fra Thisted. De har været sammen det meste af vinterferien og har nydt det rigtigt meget. - Det er dejligt at være fri til at gøre, hvad man vil, og i dag havde vi lyst til at tage i svømmehallen, siger pigerne, der blandt andet også har brugt ugen i Baboon City i Herning, på stranden og i skoven. Kunne bruge en måned mere På mandag melder hverdagen sig igen, og det passer ikke helt ind i pigernes eget skema. - Det har været rigtig godt med en ferie, så nu er det trist og træls, at den snart er slut, fortæller pigerne, og tilføjer: - Vi kunne godt bruge en hel måned mere.