Farverig kunstgave til kommunen

Maleri af Jørgen Weirsøe over familien Mysagers sofa skal senere hænges op et offentligt sted

BROVST:Maleren Jørgen Weirsøe, København, der i går havde fernisering på en udstilling på Bratskov, skænkede i den forbindelse et stort maleri til Brovst Kommune. Der er det særlige ved maleriet, at det i forvejen befinder sig i kommunen, nemlig på væggen hos forhenværende borgmester Henning Mysager. Der blev det i går officielt "afsløret" og overdraget til nuværende borgmester Mogens Gade. Jørgen Weirsøe, der føler en speciel tilknytning til Nordjylland, har tidligere udstillet fire gange i Brovst. Da han i 1994 var ved at pakke billeder ned efter at have udstillet i byrådssalen, faldt borgmesterens datter Maria i staver over et billede af en solnedgang. Det var helt vidunderligt, syntes både hun og Hanne Mysager. Jørgen Weirsøe spurgte så, om ikke borgmesterfamilien kunne gøre ham den tjeneste at opbevare billedet, og det kom op at hænge over Mysagers sofa. For et år siden kom Weirsøe imidlertid og bad om at få billedet. Hans ældste barnebarn havde ønsket sig det i konfirmationsgave. I stedet fik Mysager et andet billede, fra Underlien, til at hænge op over sofaen. Det er dette, der nu er skænket til Brovst Kommune, og det rummer mange naturminder for kunstneren. Tilsvarende billeder af Weirsøe handles til 12-14.000 kroner. Jørgen Weirsøe fortæller, at han har en ambition om, at mange af hans billeder hænger i offentlige rum. Da han hørte, at Mysagers hus var sat til salg, syntes han, at billedet skulle overgå til kommunen. Indtil videre hænger det dog stadig hos den tidligere borgmester, og den nuværende borgmester har lovet, at det til sin tid vil få en god placering et offentligt sted. Den kritikerroste naturmaler viser sine lyse, koloristiske værker på Bratskov resten af august, hvor de kan ses i turistkontorets åbningstid.