EMNER

Farverig reklamedirektør

Peer Johansen, direktør, Klokkestøbergade 7, Aalborg, fylder fredag 60 år.

Peer Johansen - 60 år fredag.

Peer Johansen - 60 år fredag.

Peer Johansen er direktør for sin iværksættervirksomhed, NordPro Reklame Produktion. Han er uddannet grafiker hos navnkundige Axel Schølin, i Aalborg - en til tider hård arbejdsgiver af den gammeldags skole, hvilket ikke altid bekom den unge Johansen vel. Temperamenterne de to imellem kunne til tider gnistre gevaldigt. Efter endt læretid skulle der ske noget nyt. Peer Johansen, søgte job på avisen "14. September", en republikaneravis i Torshavn på Færøerne, som havde det daværende folketingsmedlem Erlandur Patterson som chefredaktør. Opholdet i Nordatlanten varede et år, inden Peer Johansen atter vendte hjem til Aalborg til et job på daværende Aalborg Stiftstidende. Peer Johansen har været med i hele den teknologiske udvikling på avisen, lige fra da trykkeriet kørte med højtryksrotation og gik over til offset. Han har ligeledes været med i hele udviklingen på Prepress området. I 1988 blev Peer Johansen produktionsfaktor i avisens Prepress afdeling og i 1997 produktionschef for NORDJYSKE Distriktsaviser. Nogle år senere besluttede NORDJYSKE Medier at outsource dele af produktionen, og det fik Peer Johansen til at starte eget bureau med en del af det outsourcede som første kunde. I dag er NordPro Reklame Produktion i Mølleå Arkaden i Aalborg underleverandør til adskillige dagblade og ugeaviser i hele landet. Desuden beskæftiger NordPro sig meget med produktion og trykning af brochurer og kataloger. Peer Johansen elsker sit arbejde. Han elsker at være på og prøver hele tiden at udvikle virksomheden og få produktionsformerne tilpasset tiderne. Ungdommens temperament er der til tider endnu - måske også derfor anser nogen i reklameverdenen og den grafiske branche ham for en markant personlighed. Fritiden bruges i vinterhalvåret til alpint skiløb både i Østrig, Italien og Norge - sågar en tur til Aspen i Colorado er det blevet til. Om sommeren er det golf, der har hans store interesse. International Balut Federation er også en hobby, som har bragt Peer Johansen mange steder rundt i verden. IBF er den største danske forening uden for Danmark. Peer Johansen er gift med Jane, og de har to døtre og to dejlige børnebørn. Fritiden tilbringes ofte i byhuset i Skagen. Fødselsdagen er markeret for familie og venner.