Fastelavn for de ældre i Vrå

"De Frivillige" i Vrå arrangerede fastelavnsfest på De Gamles Hjem

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jacob Keldgård underholdt med sin harmonika. Foto: Bent Bach

VRÅ:"De Frivillige" stod på spring for de ældre Vrå-borgere lørdag eftermiddag, hvor de havde arrangeret fastelavn på De Gamles Hjem i Vrå. Mange var mødt op for at nyde en hyggelig stund i selskab med plejehjemmets beboere og andre ældre borgere fra byen. Det emmede af hygge og De Frivillige havde gjort sig umage med at lave en god dag. Fællesrummet var pyntet op med farverige fastelavnsris og frugt på bordene. Senere ventede der kaffe og fastelavnsboller, som De Frivillige havde bagt. Jacob Keldgård stod med sin harmonika for musikken, og de fremmødte sang lystigt med på melodierne. - Vi skal tænke på, at vi bliver også gamle en gang. Så vil vi også gerne have, at der sker lidt en gang i mellem, sagde Bodil Andersen fra De Frivillige. De Frivillige laver arrangementer for de ældre flere gange om året, ofte i samarbejde med plejehjemmet. Julebanko plejer at være særligt populært, fortalte Knud Gårdbo Nielsen, en af de otte frivillige, der var mødt op for at hjælpe. De er normalt ti, men to måtte undværes, nemlig alderspræsidenterne på 95 og 96 år, der var optaget andetsteds. Synger hver tirsdag Sammen med sin bror bruger han sine tirsdage på De Gamles Hjem, hvor de fortæller historier og synger med beboerne. Til stor glæde for både brødrene og de ældre. Deres egen mor boede på De Gamles Hjem i sine sidste år, og på den måde fik brødrene øjnene op for, at de ældre kunne have brug for lidt særlig adspredelse. De frivillige får tilskud af kommunen til at lave arrangementerne.