Fastholder historie

{ KØBENHAVN: Der var ingen tvivl, da Dagbladet Politiken tirsdag på forsiden skrev, at Eyvind Vesselbo (V) ville skifte til Ny Alliance. Og selvom hovedperson selv afviste historien fra morgenstuden, holder Politikens chefredaktør fast i sit. - Der var fuldt grundlag for at tro det, da avisen blev lagt i seng i går. Så har han fortrudt her til morgen, og det er hans gode ret. Vi skal ikke bebrejde ham, at han har fået tømmermænd, siger Tøger Seidenfaden. Eyvind Vesselbo siger derimod, at han afviste historien, før den gik i trykken, og at han ikke er blevet citeret for det. - Jeg har dementeret historien, hver gang jeg har snakket med dem, siger han. Eyvind Vesselbo og Tøger Seidenfaden beskylder direkte hinanden for at lyve, men Thøger Seidenfaden vil ikke afsløre, hvem kilden til historien er, og Eyvind Vesselbo har ikke lyst til at hive Politikken i pressenævnet. Dermed er det ord mod ord. Politiken fik dog opbakning fra en opsigtsvækkende kant, da Naser Khader i går fortalte, at han også troede, at Eyvind Vesselbo var på vej. Dermed brød han en ellers ubrydelig regel i politik om, at man ikke refererer fra fortrolige samtaler. Det virker dog ikke til at ryste Eyvind Vesselbo synderligt. - Det er en ærlig sag, hvis han har den opfattelse. Jeg har snakket med ham, men jeg har ikke givet ham anledning til at tro det, men hvis han har fået den opfattelse, er det hans egen tolkning, siger Eyvind Vesselbo. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra nogen i Ny Alliance.