Fastholder tredjeplads

FC Midtjylland-AaB 3-4 (2-3) Fodbold, ynglingeligaen IKAST: Angriberen Patrick Kristensen stod med tre scoringer stærkest i billedet, da AaB med sejren i en målrig, men ujævn og rodet affære holdt fast i tredjepladsen i ynglingeligaen. Patrick Kristensens hattrick blev fuldendt bare ét minut før sidste fløjt, og sejrsmålet kom efter en anden halvleg, hvor begge mandskaber hovedsageligt forsøgte at ekspedere bolden så hurtigt som muligt op i modstandernes straffesparksfelt. - Midtbanespil så vi ikke meget til i dag, noterede AaB-holdleder Per Bach. AaB mangler nu blot én kamp inden sommerferien – på lørdag ude mod AGF, og ifølge AaB-holdlederen er det tiltrængt med en pause. - Vores spil bar præg af, at flere spillere trænger til ferie. Og så vandt vi for få nærkampe, konstaterede Per Bach. OM Kampfakta: Mål: 1-0 Mickey Berg (2. minut), 1-1 Patrick Kristensen (9. minut), 2-1 Nick Ragus (22. minut), 2-2 Daniel Christensen (32. minut), 2-3 Patrick Kristensen (41. minut), 3-3 Mickey Berg (50. minut), 3-4 Patrick Kristensen (89. minut)