Fastkurspolitikken

Danmark har ført en konsekvent fastkurspolitik siden begyndelsen af 1980’erne. Pengepolitikken er indrettet efter at holde en stabil kronekurs over for euro. Før euroens indførelse i begyndelsen af 1999 var den danske fastkurspolitik orienteret mod D-mark. Hovedformålet med pengepolitikken i euroområdet er at fastholde inflationen under og tæt på to procent. Ved at holde kronens kurs stabil over for euro skabes rammerne for samme lave inflation i Danmark. ØMU Siden starten på tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i EU den 1. januar 1999 har Danmark deltaget i det europæiske fastkurssamarbejde. Det betyder, at kronen kun kan svinge med 2,25 procent i forhold til euroen. Systemet indebærer også, at ECB og Nationalbanken kan yde hinanden en ubegrænset kredit, hvis det er nødvendigt at købe kroner op. Pres på kronen Presset på kronen opstår, når investorer i større antal begynder at sælge deres kroner, eksempelvis fordi de mister tilliden til valutaen eller ser det som en bedre forretning at investere i en anden valuta. I dette tilfælde vil Nationalbanken oftest forsøge at fastholde investorerne ved at hæve den danske rente, så det bedre kan betale sig at investere i danske kroner. Nationalbanken Alle banker og realkreditinstitutter har en konto i Nationalbanken. Disse konti er det centrale bindeled, hvor de indbyrdes betalinger afvikles. Historisk set er Nationalbankens rolle, at den har eneret på seddeludstedelse. Det var i Nationalbanken, man henvendte sig, når der var behov for nye sedler, og en af Nationalbankens vigtigste opgaver var at sørge for et “elastisk” seddeludbud, så cirkulationen fx var stor, når der var en høj økonomisk aktivitet. I dag spiller seddelpressen ingen rolle, men det er fortsat en vigtig opgave for Nationalbanken at sørge for et “elastisk” udbud af likviditet, så der altid er nok likviditet til rådighed i banksystemet som helhed. Staten har en konto i Nationalbanken. Indskud på statens konto forrentes med diskontoen. På kontoen anbringes statens likvide beholdninger, og statens store betalinger afvikles her. Den korte rente Nationalbankens fastsætter den helt korte rente med løbetid under et år, som er retningsgivende for pengeinstitutternes ind- og udlånsrenter over for kunder og for det såkaldte interbankmarked, hvor bankerne låner af hinanden. Den lange rente Den lange rente er rente for lån med en løbetid på mere end ti år. Den udregnes som et gennemsnit for 30-årige realkreditobligationer. Kilde: Nationalbanken, Realkreditrådet