Tversted

Fatal fejl i Tversted

TVERSTED:Helt i Valby kender man Det blå Ishus i Tversted, specielt for den fantastiske guf. Skal man finde ind til folkesjælen i Vendsyssel, så sker det i køen ved ishuset en sommeraften. De vakse piger bag disken har helt styr på bestillingerne. Derfor var det en af sommerens helt store nyheder, da der forleden tirsdag aften skete en forveksling af bananis og nougatis i to på hinanden følgende bestillinger. Hvordan skal man tackle en kombination af lakrids, citron og bananis? Det helt rigtige er som bekendt lakrids, citron og nougat - med guf! Det kan derfor ikke indskærpes nok, at bestillingerne skal afgives klart og tydeligt, ligesom ekspedienterne dog også ansvarligvis bør bede kunden gentage ved mindste tvivl.