Håndbold

Fatalt nervesvigt

EHB brændte straffekast efter tid

IBH-EH Brønderslev25-24 (16-11) Håndbold, 1. division mænd IKAST: Christian Kløve blev topscorer med syv mål, men han ville grueligt gerne have nettet et ottende ... og burde reelt også have gjort det. Den gennemrutinerede EHB-bagspillers nervesystem svigtede imidlertid, da han efter tidens udløb fik chancen for at tage et meget vigtigt point med hjem til Vendsyssel. Straffekastet blev brændt og nu lurer nedturen for vendelboerne. - Men det handlede nu ikke om bare det ene brændte straffekast. Vi lavede alt for mange dumme fejl undervejs, erkender EHB-træner Jan Larsen. Målsætningen har været klar i de sidste uger: Holdet ville ud i de sportsligt attraktive oprykningskampe om billetter til næste års Håndboldliga. Den chance er der stadig, men det kræver hjælp fra Vrold/Skanderborg i sidste runde, hvis Christian Kløve & Co. skal snuppe trediepladsen fra Ribe HK. - Heldigvis har Vrold/Skanderborg også noget at spille for. De kan nemlig ikke tåle at tabe i Ribe, hvis de vil beholde andenpladsen, som er så vigtig med henblik på oprykningskampene, konstatererJan Larsen. Vrold/Skanderborg er med 29 point sikre på en plads i oprykningskapløbet, men Ribe på 27 point kan overhale indenom med en sejr uanset størrelsen. Ripenserne har nemlig et plus på 53 mål mod Vrolds 55 mål, men vestjyderne har scoret flere mål og vil derfor selv med en smal etmåls sejr snuppe andenpladsen. Vinder Vrold, kan Ribe til gengæld smide trediepladsen væk til EHB, hvis vendelboerne kan slå NNFH Lemvig hjemme i Brønderslev-Hallen. Jan Larsens tropper er nemlig kun ét point efter ripenserne. - Der er jo ikke andet for, end at vi må sørge for at få masser af folk i Brønderslev-Hallen og så ellers gøre vores til, at det skal lykkes. Så kan vi bare vente og se, hvad der sker i Ribe, sukker han.toto Kampfakta: Stillinger undervejs: 1-3, 6-3, 11-11, 17-11, 20-18, 23-23. Topscorere for IBH: Mads Møller 6 og René Smed Nielsen 5. Mål for EHB: Christian Kløve 7, Søren Kløve 4, Morten Ravnslund 4, Heine Jensen 3, Morten Jespersgaard 2, Kim Ø. Pedersen 2 og Lars Henrik Therkildsen 2. Udvisninger: IBH 7, EHB 3. Tilskuere: 150 i Ikast-Hallen.