Fattig venstrefløjs-diskussion

At kunne gøre en forskel her i verden er vel det, vi alle stræber efter. Derfor er det ekstra glædeligt når man læser en artikel som i NORDJYSKE (20.3.).

EMNER 22. marts 2007 20:42

Her fortæller overkonstabel Kim Bak nemlig om sin oplevelse af at have været i Irak. Selve invasionen af Irak er han ikke enig i, men har det til trods deltaget i det arbejde, som danske styrker har udført dernede. Kim Bak er samtidig ikke i tvivl om, at det danske bidrag rent faktisk har hjulpet den menige iraker. Jeg synes derfor, at det er en fattig diskussion, der føres fra venstrefløjen, da de udelukkende har fokuseret på selve krigshandlingerne og det faktum, at det ikke er lykkedes at skabe fredelige tilstande som i Danmark. Helt ærligt: Det var vist også de færreste der havde troet det var muligt at skabe total fred i Irak indenfor fire år, og freden før 2003 er der vist alligevel heller ikke mange irakere der vil tilbage til. Det var nemlig en fred bygget på frygt, frygt for at diktaturets lange arm pludselig skulle slå ned på ens familie med tortur og død til følge. Jeg er nemlig i modsætning til venstrefløjen stolt af de mange soldater, der har deltaget i at skabe roligere forhold i Irak og hjulpet med genopbygningen af landet. At opgaven langt fra er afsluttet kan alle vist se, men ikke desto mindre sker der rent faktisk daglige fremskridt. Til eksempel har man fra irakisk side nu henvendt sig til regeringen og meddelt, at man fra irakisk side nu selv kan overtage sikkerheden i de områder de danske styrker har været stationeret i. Danmark er nu på vej hjem fra Irak, men uden Danmark havde mange irakere nu stået uden drikkevand, skoler og adgang til medicinsk behandling. Det er hele den genopbygning, som venstrefløjen siden 2003 har villet sabotere ved at kræve de danske styrker hjem. At vi blev i Irak og hjalp var faktisk en humanitær opgave, men at være imod humanitære opgaver (blot fordi man har ladet hadet til George Bush overskygge al fornuft) var åbenbart venstrefløjens svar på irakernes behov for hjælp til genopbygningen. Jeg er glad for, at en af de personer, der selv har deltaget i Irak har sat tingene i relief for vi andre. Herfra skal lyde et stort tak til de danske styrker, der har udført deres farlige opgave på fornemmeste vis.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...