Fattigdomsdebatten skader de lavest lønnede arbejdere

De borgerlige partier er i øjeblikket i offensiven mod kontanthjælpen, et angreb udløst af vinterens fattigdomsdebat.

Og felttoget går desværre forrygende: Desværre for de lavest lønnede med arbejde og desværre for de, der er ramt af arbejdsløshed. Socialdemokrater som Karen Hækkerup har hovedløst accepteret en falsk præmis om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og har med forblommede vendinger om ret og pligt forsøgt at appellere til de lavest lønnede arbejdere, der med rette er forargede over, at de får for lidt i løn - og hvis forargelse Venstre og medierne dygtigt har spillet på. Men til trods for de mange ord og de fine principper så er hverken Hækkerup eller de borgerlige og arbejdsgiverne på de dårligst betalte arbejderes side i denne sag. I stedet for at kaste sig ud i en abstrakt diskussion om ret og pligt er det værd at dvæle ved, hvad det faktiske udkomme af lavere kontanthjælp vil være. I hvert fald, hvis man vil forstå, hvad der egentlig foregår. Selv ifølge borgerlige økonomer som Michael Svarer vil lavere overførselsindkomster føre til et pres for at sænke de laveste lønninger. I forvejen er det de hårdeste, mest nedslidende og lavest ansete job, der bliver betalt dårligst i denne verden, og lavere kontanthjælp vil ikke forbedre situationen. Tværtimod. Dertil kommer, at der er skidt for alle, som er ramt af arbejdsløshed, og som allerede i dag må hutle sig igennem som klienter i et rigidt aktiveringssystem, og for hvem pengene kun rækker til basale fornødenheder. Det er stadig ingen spøg at miste sit arbejde i Danmark. De lavest lønnede arbejdere er endda mere udsatte for at ende i arbejdsløshed, da deres brancher oftest er blandt de hårdest pressede af globaliseringen. De dårligst stillede på arbejdsmarkedet bliver således ramt dobbelt, hvis de borgerlige får magt, som de har agt. Endelig er det også skadeligt for samfundet, hvis arbejdsløshed bliver lig med armod, som man ser det i rige lande som Storbritannien og USA. I USA er arbejdsløsheden høj set med danske øjne til trods for, at overførselsindkomster er tæt på ikke-eksisterende. Til gengæld har fattigdommen spredt sig til også at omfatte store grupper, der faktisk har job. Noget lignende vil ske i Danmark, hvis de liberale løver får deres vilje med lammene. Det er dyrt at være fattig - og fattige er dyre for samfundet, bliver oftere syge osv. Det skader samtidig fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, hvis fyresedler udløser sociale katastrofer i højere grad, end det allerede er tilfældet i dag. Og det skader samfundsøkonomien, fordi indkostforringelser for de fattigste rammer efterspørgslen - dvs. det meget omtalte forbrug - langt hårdere, end når de mest velstillede mister lidt penge. Men er der da slet ikke nogen, som har gavn af den borgerlige offensiv. Jovist, er der det: Der er en kortsigtet gevinst til arbejdsgiverne, hvis organisationer da også flittigt har leveret skyts til Venstres og Liberal Alliances kampagner. Faktisk blev DA så ivrig for at hjælpe, at organisationen manipulerede med tal fra Danmarks Statistik og fik en forside af nikkedukkerne på Jyllands-Posten. Det er det mest perverse ved hele fattigdomsdebatten: Et frontalangreb på de lavest lønnede i landet bliver camoufleret som et forsvar for samme. Hvis der er noget, der er til at brække sig over i fattigdomsdebatten, så er det denne maskerade. Heldigvis er der et oplagt alternativ til forringelser af kontanthjælpen, der kan forbedre vilkårene for de lavest lønnede arbejdere. Skattelettelser til de laveste indkomster - både med og uden job - finansieret af skatter på landets millionærer og de mest profitable erhverv.