Skattepolitik

Fattighjælp var ikke nok

113 millioner tilskudskroner rakte ikke - nordjyske kommuner vil også hæve skatten

NORDJYLLAND:De seks nordjyske kommuner, der til næste år foreløbigt har planer om at hæve kommuneskatten med et samlet beløb på næsten en halv milliard kroner har alle fået tilskud fra statens pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner - også kaldet fattighjælp. De seks kommuner, Brønderslev, Frederikshavn, Vesthimmerlands, Mariagerfjord, Jammerbugt og Hjørring fik tilsammen fattighjælp på 113 millioner kroner - en hjælp der altså langt fra rækker til næste års budget. Borgmestrene for de seks kommuner må nu hjem og se på, hvor de alligevel kan finde besparelser. På et møde i går i KL i København samledes alle landets borgmestre for at diskutere kommunernes økonomi og for at diskutere skattestigninger i kommunerne. Statens pulje på en halv milliard kroner til ekstraordinære skattestigninger i kommunerne til næste år rækker slet ikke. I alt 43 kommuner vil hæve kommuneskatten næste år til et samlet beløb på 1,9 milliarder kroner. - Borgmestrene må nu hjem og se om de kan spare mere. Men det gør ondt på dem og stemningen var dyster til mødet. Ingen har lyst til at finde besparelser som går ud over serviceniveauet, siger de nordjyske kommuners formand, borgmester i Morsø Kommune, Egon Pleidrup (S). Sociale udgifter stiger Vesthimmerlands Kommune fik mest i fattighjælp - 20 millioner kroner. Alligevel beder kommunen nu om lov til at hæve skatten 0,5 procent - en indtægt på 22 millioner kroner. Borgmester Jens Lauritzen (V) forklarer, at det i første omgang er en administrativ beregning. - Vi har ikke diskuteret det politisk endnu, siger Jens Lauritzen (V). Han peger på, at kommunens økonomi er stram, fordi de social udgifter stiger voldsomt. - Det er på ældreområdet, psykiatriområdet og så er det anbringelser af børn og unge. Det hænger ikke sammen, når regeringen på den ene side siger, vi skal holde budgetterne og på den anden side siger, at vi skal holde servicen overfor de udsatte grupper. Det skal vi, men vi kan ikke finde pengene. Vi har tænkt os at dokumentere, hvor meget udgifterne er steget siden 2006, siger Jens Lauritzen, der peger på, at kommunen har mistet indtægter på bloktilskuddet. - Det hænger sammen med befolkningsgrundlaget i kommunen. Vi har mistet 21 millioner kroner på den konto, siger han. Morsø Kommune fik 13 millioner kroner i fattighjælp. - Og derfor hæver vi ikke skatten. Det ville vi have behov for, hvis vi ikke havde fået de 13 millioner kroner, siger Egon Pleidrup. Afbureaukratisering Han har overfor sine borgmesterkollegaer påpeget, at regeringen har regnet med en kommunal besparelser på en halv milliard kroner i regeringens afbureaukratiseringsproces. Regeringen fremsætter i efteråret en række lovændringer i Folketinget, der skal forenkle lovregler og dermed give mindre arbejde i kommunernes kontorer. - Den halve milliard kroner regner regeringen med, at vi kan spare i administrationsomkostninger. Eksempelvis bruger vi rigtig mange ressourcer i de nye jobcentre på lovregler. Det er så regeringens opfattelse, at vi kan spare mandskab, når de nye regler kommer. Det må vi holde regeringen fast på, mener Egon Pleidrup.