Fattigrøve med klasse

Frederikshavn White Hawks har ingen penge, men har alligevel trodset enhver fornuft, og er i dag tophold i AL-Bankligaen.

Der har været meget at juble over hos White Hawks i denne sæson.
Foto: Peter Broen

Der har været meget at juble over hos White Hawks i denne sæson. Foto: Peter Broen

I cafeteriaområdet oppe på første sal i Scanel Hockey Arena hænger de. Som en reminiscens af fortiden. Gulnede avisudklip i glasramme med gyldne budskaber. Høj cigarføring, champagneskvulp og mesterskabsrus. Ti år gammel er den seneste DM-triumf. Men den synes at tilhøre en langt fjernere fortid, for landets nordligste ishockeyimperium er en helt anden størrelse i dag. Dengang væltede klubben sig i kæmpesponsorater, som blev ligeså hidsigt viderespenderet med gigantkontrakter til spillere, der blev fløjet ind på første klasse fra både nær og fjern. Tydeligst illustreret ved det russiske stenansigt Ilya Dubkov, som var i en klasse helt for sig selv. Både på isen, men så sandelig også på lønchecken, hvor den tidligere CSKA Moskva-spiller kradsede et astronomisk salær ind. Letten Sergejs Senins fuldendte indtrykket af en klub, der ikke kendte til mådehold og minimalisme. Driftige burhøns I dag har den økonomiske virkelighed i den grad indhentet Frederikshavn. Byens fundament vakler ovenpå lukningen af værftet, mens tidligere så succesrige og ishockeyvenlige industrier som Martin og MAN Diesel kæmper en eksistentiel kamp. Sponsorstøtten til byens sportslige flagskib er på den baggrund kraftigt vigende, og Mogens Andersen må som ishockeyansvarlig direktør flippe hver en enkrone, der kommer ind. De hvide høge kunne næsten skifte kælenavn til de hvide høns, for en stor del af spillerne bærer bur. De er nemlig ikke gamle nok til at få lov til at fjerne stålgitteret fra ishockeyhjelmen. Men der hører ulyksagelighederne også op. For på isen kan Frederikshavn White Hawks - på trods af et tætbarberet budget og et historisk ungdommeligt snit - alligevel fremvise en aktuel tredjeplads. Foran klubber som Esbjerg, Odense, Herning og Rødovre. Knallertkørekortalderen På denne lørdag driver idyllen også nærmest ned ad væggene i skøjtehallen i Frederikshavn. Storebror fra AaB Ishockey er netop blevet pryglet 5-1. Et nederlag, som de dyre drenge fra postnummer 9000 ikke tog pænt, men beskyldte dommeren for, ved at opføre sig som fornærmede divaer, mens det unge frederikshavner-hold, med adskillige spillere fra knallertkørekortalderen og op til 19, kørte og smågrinede af de røde inde bag gitteret. En af dem, der smilede bredest var 17-årige Mark Larsen, som sendte sit første ligamål i rusen. - That kid is fucking awesome, lyder det fra backkollegaen Steve Birnstill, som skadet sidder over denne træningsseance. Awesome er også et prædikat som Birnstill kunne putte på sig selv. Trods et spejlblankt CV, kom han sidste år til Nordjylland på et såkaldt try-out, hvor han skulle bevise sit værd. For pebernødder blev han en af ligaens bedste backer, og veg ikke et skøjtetag fra de andre klubbers hundedyre udlændinge med fortid i NHL, den svenske Elitserie og den finske SM-liiga. - Steve er lidt dyrere i år end han var sidste år, griner direktør Mogens Andersen og lader med sin gestik vide, at amerikaneren stadig giver væsentligt mere til klubben end han tager fra den. Succes uden primadonnaer Og her finder man kodeordet for Frederikshavns succes i denne sæson. Man har ikke som tidligere kastet penge i grams efter store egoer og primadonnaer, der har forgiftet tonen i omklædningsrummet og knust holdånden på isen. - Det er en homogen trup, vi har. Det er måske også derfor, at vi er kommet så langt. At vi ikke har nogle deciderede stjerner. Vi har ikke en Ilya Dubkov eller en Matt Davidson i år. Da vi havde dem, lå vi og rodede nede på en ottende- og niendeplads, filosoferer Mogens Andersen. Han har bygget sin trup op omkring rutinerede danske spillere med sund lokal forankring såsom kultfiguren Mike Grey samt solide Christian Schioldan, Thomas Reinert og Mads Bech Christensen. De suppleres af fremadstormende profiler som Jesper Jensen og Morten Lie, en gruppe teenagere samt efterhånden nationaliserede udlændinge som Tomi Jokinen og Radim Piroutek. Amerikanske Steve Birnstill er den eneste rigtigt fremmede fugl i høgeflokken sammen med eks-landsholdsbacken Mads Møller fra AaB, og ikke mindst landsholdskeeperen Frederik Andersen, der har været outstanding mellem stængerne. En mand som Todd Björkstrand ikke kunne bruge i Herning, og som dermed røg nordpå for - igen - billige penge. Grådige lejesoldater - He seems so lazy, but he stops the puck and get's the job done. He's the best goalie in the league, you know, kommer det fra Birnstill med en alt andet end distingveret New York'er-dialekt. Den amerikanske back synes forelsket i sine holdkammerater. En for en får de en buket roser fra den anden side af cafeteriets panoramaruder. Et nyt tydeligt vidnesbyrd om den musketerånd, som synes så fremherskende hos White Hawks. Her er holdet stjernen. Dagene er forbi, hvor de russiske og tjekkiske lejesoldater stod og plagede dommerne for en andenassist, så de kunne få et par kroner mere i bonusposen, og ellers gav pokker i, hvad der stod oppe på lystavlen. - Det er selvfølgelig anderledes end det har været tidligere. Det gør det ikke nemmere jo færre midler man har. Men man skal på den anden side heller ikke gøre det sværere end som så. Man skal bare samle puslespillet rigtigt, og det synes vi, at vi har gjort, smiler direktør Mogens Andersen om sit discount-hold, som altså stadig kan være med på første klasse.