Favoritter for første gang

Syg Fortuna-træner spændt på sit holds reaktion

HJØRRING:Sommerens åreladning af profiler har tilsyneladende haft samme virkning på Fortuna Hjørrings elitedivisionshold, som kvaksalverne i middelalderen bedyrede, at den tids åreladninger havde. I hvert fald har tabet af navnestærke spillere ikke tvunget vendelboerne i knæ. Tværtimod har holdets stamme samt de nye, unge navne vist flot spil, masser af fight og ikke mindst gode resultater på vej mod den førsteplads, som klubben indtager knap en tredjedel gennem turneringen. I dag gælder det så oprykkerne Skovlunde på udebane, og det er en kamp, Fortuna Hjørrings cheftræner, Jacob Nørgaard, ser frem mod med spænding. - For første gang i denne sæson kan vi ikke unddrage os favoritrollen, og efter vores spil hidtil kan det heller ikke hjælpe at underspille. Min bekymring går blot på, om, vi kan få armene ned ovenpå en flot start på sæsonen. På den måde kan vi blive vores egen værste modstander mod en oprykker, som virkelig har overrasket, noterer Jacob Nørgaard, som i går var lænket til sengen med influenza i kroppen. Skovlunde har virkelig været sæsonens store, positíve overraskelse i elitedivisionen. Ikke mindst sejren over Skovbakken 31. august har vakt genlyd, og efter seks kampe er de sjællandske opkomlinge noteret for tre sejre. Unægteligt ikke hverdagskost for en oprykker. Jacob Nørgaard tror dog på, at hans mandskab er stærkt nok til at klare udfordringen. Ikke mindst med veteranen Alison Forman tilbage efter udstået karantæne. - Men hele vejen rundt har spillerne imponeret mig. Og det gælder ikke mindst vores to nye, unge angribere, Marie Herping og Tanja Mejer. De er uslebne diamanter med et fantastisk potentiale, fastslår Fortuna-træneren, der i forhold til vendelboernes seneste opgør mod Skovbakken har sorteret forsvarsspilleren Lene Larsen og Malene Hoven ud af divisionstruppen for at give dem kamptræning på klubbens andethold.