Favoritterne ryger på stribe i Eastbourne

Det var ikke kun Caroline Wozniacki, der røg ud i første runde af græsturneringen i Eastbourne.

19. juni 2012 18:39 - Opdateret 19. juni 2012 18:40

Favoritterne ryger på stribe i Eastbourne

Tirsdagen var hård ved favoritterne i kvindernes singlerække i græsturneringen i engelske Eastbourne.

Det var nemlig ikke kun tredjeseedede Caroline Wozniacki, som røg ud allerede i første runde af turneringen, der tjener som forberedelse til næste uges grand slam-turnering i Wimbledon.

Også topseedede Agnieszka Radwanska og andenseedede Petra Kvitova - der er forsvarende Wimbledon-mester - måtte overgive sig til deres lavere rangerede modstandere.

Radwanska tabte i to sæt til bulgareren Tsvetana Pironkova, mens Kvitova også i to sæt måtte give fortabt over for en velspillende Ekaterina Makarova.

Det betyder, at ingen af de tre topseedede spillere får yderligere kamptræning, inden de skal i aktion på anlægget i Wimbledon. Det tager Wozniacki dog ganske roligt ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det er ikke noget tilbageslag. Sidste år spillede jeg ingen kampe på græs, inden jeg tog til Wimbledon, siger danskeren, der tilsyneladende eksperimenterede med en ny serv i sin kamp mod Christina McHale tirsdag.

Og hun antyder da også, at hun brugte opgøret mod den unge amerikaner som en slags test forud for årets tredje grand slam-turnering.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet kampen, men i det mindste vandt jeg en del point. Jeg prøver bare at arbejde med et par ting inden Wimbledon, siger hun.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...