Faxe: Jeg har lært spillerne at kende på flyet

Nødlandstræner John "Faxe" Jensen har haft et døgns forberedelse, siden han sagde ja til landstrænerjobbet

John ”Faxe” Jensen, der her boarder nødlandsholdets fly i Roskilde lufthavn, er landet i Slovakiet, hvor han onsdag står i spidsen for landsholdet. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fodbold 4. september 2018 19:57

FODBOLD: Det er forberedelse på seriefodboldniveau, som nødlandstræner John "Faxe" Jensen er blevet budt på, inden onsdagens landskamp mod Slovakiet.

Han har ikke selv udtaget spillerne, og han har derfor brugt flyrejsen til Slovakiet på at lære dem bedre at kende, så han kan stille det stærkest mulige hold.

Det siger John "Faxe" Jensen på et pressemøde på spillernes hotel i Bratislava.

- Nej, jeg har ikke haft indflydelse på, hvem der skulle møde op. I allersidste øjeblik har nogle meldt til eller fra. Til sidst var der en liste, og så gav det sig selv.

- Ud fra listen med spillere har jeg prøvet at forberede mig på, hvordan jeg tror, at vi kan stille op, og hvem der er de bedste spillere. Det er en meget svær situation for en træner.

- Vi har haft 24 timer til at forberede os, og vi kommer ikke med en stor kvalitet. Det er spillere, som får deres livs mulighed, som de vil gribe. Jeg har snakket med alle spillerne på flyet, og der har jeg fået alt det at vide, jeg som træner har brug for, siger John "Faxe" Jensen.

Han får lov til at træne med spillerne kort på kampdagen, så de kan afprøve den defensive tilgang til kampen, som nødlandstræneren indikerer, at han vil have.

- I morgen (onsdag, red.) får spillerne startopstillingen at vide, og så skal vi træne det. Spillerne kender ikke hinanden, så vi skal spille på den bedste måde.

- Vi kommer kun til at have bolden ti procent af tiden, men vi skal spille vores chance, når vi har den. Vi skal ikke blive bange for at være aggressive og spille bolden. Det bliver meget svært, siger "Faxe".

Formålet er at begrænse onsdagens forventede nederlag til Slovakiet.

- Bolden er rund. Jeg har set mange gange, at man kan overraske. Slovakiet vil være kæmpe store favoritter i den her fodboldkamp. Succeskriteriet er, at spillerne gør alt, hvad de kan.

- Det er ikke vigtigt, om de taber 0-1 eller 0-8. Det er vigtigt, at spillerne får den oplevelse, som de har meldt sig til, og at de dør med støvlerne på, siger nødlandstræneren.

Det meste af tirsdagen blev det holdt hemmeligt for offentligheden, hvem spillerne på nødlandsholdet er.

Da truppen blev offentliggjort tirsdag aften kom det frem, at klubberne Tarup-Paarup Idrætsforening og Jægersborg Boldklub er storleverandører til holdet.

Ingen af spillerne på nødlandsholdet var tilgængelige for pressen tirsdag. Da spillerne ankom til Grand Hotel River Park foran stor mediebevågenhed, blev de sendt direkte op på 7. etage for at modtage deres DBU-tøj.

Onsdagens landskamp i Slovakiet begynder klokken 20.45./ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...