FBI advarer om dødeligt giftstof

} WASHINGTON: Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har udsendt en advarsel til lokale amerikanske politikredse om det dødelige giftstof Ricin. Advarslen kommer efter, at det britiske anti-terrorpoliti fandt spor af giftstoffet under husundersøgelser i det nordlige London søndag. Seks mænd er anholdt i sagen, og frygten for et terrorangreb på London er steget. Ifølge en talskvinde for FBI er advarslen sendt ud til ca. 18.000 politikredse. Skrivelsen indeholder angiveligt beskrivelser af giftstoffets mulige virkninger, samt hvordan politiet skal forholde sig i forbindelse med et eventuelt biologisk terrorangreb. Ricin er kendt som et af verdens mest dødbringende giftstoffer. Dødeligheden afhænger af dosis, men selv få milligram kan være fatale. Stoffet er tillokkende for terrorister, fordi det er nemt at fremstille og anvende, og det er samtidig billigt. De amerikanske myndigheder er bekymret for, at Ricin kan bruges til at forurene floder, søer, fødevarer eller ventilationssystemer. /ritzau/AFP