Udland

FBI-chef: Vi vil retsforfølge whistleblower

Vi vil drage ham til ansvar, siger FBI-chef om mand, der afslørede USA's overvågningsprogram.

FBI-chef: Vi vil retsforfølge whistleblower

USA indleder en kriminalefterforskning og tager "alle de nødvendige skridt" for at retsforfølge Edward Snowden for at have røbet USA's elektroniske overvågningsprogram, siger FBI-chef Robert Mueller.

- Vi tager alle de nødvendige skridt for at drage denne person til ansvar for disse afsløringer, siger Mueller under en høring i Kongressen.

Snowden er den 29-årige tidligere efterretningsmand, som i sidste uge over for aviserne The Guardian og Washington Post afslørede, at efterretningstjenesten NSA tapper milliarder af oplysninger om telefonopkald i USA og er i stand til at opsnappe oplysninger om udlændinge på Facebook, Google og andre tjenester.

Han har søgt tilflugt i Hongkong og siger, at han er klar til at bidrage med flere oplysninger om det hemmelige amerikanske overvågningsprogram.

Den 29-årige whistleblower har givet anledning til en principiel debat i USA om, hvor langt man må gå med elektronisk overvågning.

/ritzau/Reuter

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.