Politik

Mand anholdt i sag om rørbomber

Anholdelse er foretaget i Miami i Florida, efter at endnu to mistænkelige pakker blev fundet af myndighederne.

Postarbejdere i en postcentral nær Miami, hvor myndighederne fredag undersøgte endnu en mistænkelige pakke, som formodentligt indeholdt en rørbombe. En person meldes anholdt i sagen. Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix

Postarbejdere i en postcentral nær Miami, hvor myndighederne fredag undersøgte endnu en mistænkelige pakke, som formodentligt indeholdt en rørbombe. En person meldes anholdt i sagen. Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix

USA:En mand er fredag anholdt i Miami i USA forbindelse med rørbombe-sagen, rapporterer CNN.

- Vi kan bekræfte, at en person er anholdt i sagen, siger en talskvinde for det amerikanske justitsministerium i et tweet på det sociale medie Twitter.

- Den anholdt er den hovedmistænkte i efterforskningen, pointerer en amerikansk embedsmand over for Reuters.

Den anholdte er en mand i 50’erne, hedder det i medierapporter fra Florida, hvor den mistænkte afhøres.

- Den anholdte hedder Cesar Sayoc og er født i 1962, siger to føderale politifolk til Reuters.

Politikilder oplyser til Reuters, at der er endnu en mistænkt i sagen.

Det amerikanske justitsministerium har bebudet en pressekonference om sagen klokken 14.30 (klokken 20.30 dansk tid).

Præsident Donald Trump siger, at han inden for kort tid vil tale om rørbomberne, der har skabt uro og bekymring op til den afsluttende fase i valgkampen forud for midtvejsvalget til Kongressen den 6. november.

FBI oplyste tidligere fredag, at der er blevet fundet endnu to mistænkelige pakker, som var stilet til den demokratiske senator Cory Booker fra New Jersey og til James Clapper, tidligere direktør for det amerikanske efterretningsvæsen.

Pakkerne er magen til ti andre mistænkelige pakker, som har indeholdt rørbomber, og som har været adresseret til markante kritikere af præsident Donald Trump.

Den 11. pakke, som var stilet til Booker, blev fundet på et postcenter i Opa-Locka, nær Miami, Florida.

Den 12. pakke til Clapper var adresseret til Clapper og sendt til CNN, oplyser tv-stationen.

Blandt de fremtrædende demokrater, som har været tiltænkt en pakke med en rørbombe, er tidligere præsident Barack Obama, Hillary Clinton, tidligere justitsminister Eric Holder og filantropen George Soros.

Desuden tæller listen over tiltænkte modtagere tidligere vicepræsident Joe Biden, filmskuespilleren Robert De Niro og det demokratiske kongresmedlem Maxine Waters fra Californien.

CNN modtog også en mistænkelig pakke onsdag og evakuerede tv-stationens redaktionslokaler i Time Warner Center på det centrale Manhattan.

Pakken onsdag var adresseret til tidligere CIA-direktør John Brennan, der ofte medvirker i CNN’s nyhedsudsendelser.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, og den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, er blandt de politikere, der har beskrevet rørbomberne som terrorisme.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst