FC Forrygende

FC Nordjylland fejer fortsat al modstand til side på vejen mod 1. division

Fodbold 30. september 2002 08:00

Holstebro FC Nordjylland 1-3 Fodbold, 2. division HOLSTEBRO: FC Nordjylland fejer fortsat al modstand til side i landets tredjebedste række, som efterhånden ser ud til at være en række for lav til at kunne holde på det talentfulde mandskab fra Provstejorden. Det zebrastribede tophold fortsatte i går de forrygende takter, da holdet på fremmed græs besejrede det formstærke Holstebro-mandskab, som ellers gik på banen med selvtilliden i orden efter to friske 5-1 sejre i de seneste kampe. Det var imidlertid ikke nok til at skræmme nordjyderne, som efter søndagens 3-1 gevinst fortsat kan prale af en uplettet statistik, der nu vidner om ni sejre i lige så mange kampe. - Man tror jo nærmest, det er løgn, noterede en tilfreds FCN-træner Flemming Nielsen efter kampen i aftes, hvor han efter en jævnbyrdig første halvleg, hvor hjemmeholdet hang godt på det nordjyske tophold, så sit mandskab sætte sig tungt på kampen efter pausen. - Aldeles fremragende anden halvleg. Suverænt det bedste spil, vi har vist i denne sæson indtil nu. Godt nok har vi haft marginalerne på vores side i et par kampe, men denne gang var det rigtigt flot arbejde. En utrolig dejlig sejr, roste Flemming Nielsen. Nordjyderne fik en drømmestart med Glenn Gundersens åbningstræffer allerede efter seks minutters spil. Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen, da René Lohmann efter et lille kvarter fik udlignet efter et indlæg, der fik lov at passere bag om FCN-forsvaret. 1-1 holdt til pausen, men anden halvleg var dårligt fløjtet i gang, før Glenn Gundersen atter dukkede op og sendte FC Nordjylland i front. Derfra blev hjemmeholdet holdt helt væk fra chancer, og det var fuldt fortjent, at Jeppe Lynge Larsen et lille kvarter før tid kunne slå 3-1 sejren fast med sin første scoring i denne sæson efter forarbejde af Daniel Kristensen. Kampfakta: Pausestilling: 1-1 Mål: 0-1 Glenn Gundersen (6. minut), 1-1 René Lohmann (14. minut), 1-2 Glenn Gundersen (46. minut), 1-3 Jeppe Lynge Larsen (77. minut). FCN, :Brian Ulstrup - Jacob Berger, Christian Jensen, Michael Strandqvist, Per Gade - Jeppe Lynge Larsen, Phong Dao, Daniel Kristensen, Ulrik Kvist - Glenn Gundersen, Simon Josefsen (85. minut: Rasmus Borup) Advarsler: 35. minut: Daniel Kristensen, FC Nordjylland. Dommer: Jens Ø. Poulsen. Tilskuere: 252

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...