FC Hjørring-boss: Tror vi får vores licens tilbage

Den nordjyske 1. divisions klub har styrket sin egenkapital og undgår formentlig en tvangsnedrykning.

FC Hjørring-boss: Tror vi får vores licens tilbage

FC Hjørrings formand Henrik Sørensen regner med at klubben kan beholde sin licens til at spille i 1. division i næste sæson.

For små to uger siden valgte Dansk Boldspil-Union (DBU) at fratage den nordjyske klub licensen for næste sæson, da FC Hjørrings budget ikke levede op til DBU's licenskrav. Det gør de nu, hævder formanden.

- DBU's krav var, at egenkapitalen skulle være mindst 25 procent af vores lønudgifter. Via bred opbakning fra sponsorer i hele Vendsyssel er vores egenkapital nu 35 procent af lønudgifterne, så vi er i mål, siger Henrik Sørensen ifølge nordjyske.dk.

- Jeg vil godt have det sort på hvidt, inden jeg tør melde skråsikkert ud. Men den burde helt sikkert være hjemme, og vi vil i løbet af ugen være i tæt kontakt med DBU, så vi undgår misforståelser, siger formanden.

Hvis FC Hjørring ikke fik styr på økonomien, ville klubben blive tvangsnedrykket til 2. division.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.