FC Hjørring er fortsat i fare
Selvom FC Hjørring fik point i tirsdagens lokalopgør mod Hobro, så er holdet stadig i akut nedrykningsfare

Det var ikke altid lige smukt, da FC Hjørring kæmpede for livsvigtige point i lokalopgøret mod Hobro. Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe
HJØRRING:Der var lagt op til et intenst lokalopgør, da FC Hjørring tirsdag eftermiddag fik besøg af Hobro IK i 1. division i fodbold.Gæsterne fra Hobro havde på forhånd sikret sig endnu en sæson i 1. division, hvorfor de blot havde æren og den nordjyske håneret at spille for, men FC Hjørring var fortsat en del af nedrykningskampen, og hjemmeholdet var derfor tvunget til at få point mod et Hobro-hold, som har overrasket alt og alle i foråret via en massiv pointhøst. Første halvleg var en kedsommelig affære, hvor det ikke blev til de helt store chancer. En kold, frisk vind stod på tværs af banen, hvilket virkede som en hæmsko for begge mandskaber. Spændingen om udfaldet var i den grad intakt, da spillere gik på banen til anden halvleg.
Manglende skarphed
Efter godt ti minutters spil af anden halvleg kom kampens første store chance, og den tilfaldt hjemmeholdet. Dennis Ramonn Olsen blev spillet fri i dybden, men da han trak forbi Martin Pedersen i Hobro-målet, blev vinklen for spids, hvorfor afslutningen gik på tværs af feltet og forbi det tomme mål.Umiddelbart efter kunne lystavlen afsløre, at de nærmeste nedrykningskandidater, AB og FC Roskilde, begge var kommet foran i deres kampe, og presset voksede dermed på FC Hjørring.Den forløsende føring kunne være kommet i det 68. minut, hvor Søren Philipp misbrugte en kæmpe chance tæt under mål. Angriberen skulle blot have sat indersiden på en tværbold fra højresiden, men han sparkede i stedet et hul i luften. Det var i det hele taget hjemmeholdet, som producerede de fleste chancer, men når mulighederne opstod, så var skarphed en mangelvare, hvilket igen kom til udtryk i det 89. minut, hvor Dennis Ramonn Olsen sendte bolden over mål fra få meters afstand, og så sluttede kampen 0-0. FC Hjørring fik dog hjælp efter slutfløjtet, hvor Brønshøj udlignede mod AB, hvilket betyder at FC Hjørring har to point ned til AB inden sidste spillerunde, hvor der venter endnu et lokalopgør på udebane mod Blokhus FC.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.