FC Hjørring fik ikke ret i protestsag

DBU afviser at pille ved 0-5 nederlaget til Ikast

Ole Fink Mejlgaard
Chri­sti­an Si­ve­bæk (nr. to fra høj­re) blev ikke be­nyt­tet ulov­ligt, da han var på ba­nen for Ikast i op­gø­ret mod FC Hjør­ring 27. au­gust. Foto: Kurt Be­ring
Fodbold 6. september 2006 06:00

HJØRRING: Efter en uges grundige overvejelser besluttede DBU’s DM-disciplinærudvalg tirsdag formiddag at afvise protesten fra 2. divisionsklubben FC Hjørring i kølvandet på opgøret mod Ikast på Hjørring Stadion 27. august. Midtjyderne vandt kampen 5-0, men efterfølgende mente FC Hjørring, at uldjyderne ulovligt havde benyttet de to ynglingespillere, Christian Sivebæk og Adigum Taofeek Salami. De to spillere var blevet skiftet ind i superligakampen Esbjerg-FC Midtjylland søndag 20. august. Eftersom FC Midtjyllands efterfølgende superliga-kamp mod FC Nordsjælland lørdag 26. august måtte aflyses på grund af kraftigt regnvejr dagen inden 2. divisionskampen, var det FC Hjørrings påstand med henvisning til §17.1 i Herre DM-propositionerne, at de to spillere ikke var ”spillet fri” for Ikast. Men i afgørelsen fra DBU fastslår disciplinærudvalget, at Ikast har benyttet Christian Sivebæk og Adigum Salami helt efter intentionerne bag den nye regel om superligaklubbernes anvendelse af spillere under 21 år, som DBU’s bestyrelse vedtog så sent som i juni, og som siden starten på indeværende sæson har givet de 12 superligaklubber mulighed for at have syv spillere på udskiftningsbænken, hvis blot de tre er under 21 år. Problemet er blot, at den regelændring aldrig er blevet nedfældet i DBU’s propositioner. - Intentionerne i den nye regel er vigtigere end en skrivebords-analyse af en manglende konsekvens-rettelse i propositionerne, siger et af medlemmerne af DM-disciplinærudvalget, Henrik Ravnild. - Det vil være helt i modstrid med motiverne i forslaget, hvis en spiller, der opfylder kravene i § 17.1, og som normalt er andetholdspiller, bliver spærret fra sit normale hold, fordi han er blevet indskiftet i superligaen som en af de tre spillere, der gives denne mulighed, fortsætter Henrik Ravnild. Det tæller samtidig til Ikasts fordel, at klubben inden opgøret i Hjørring havde spurgt DBU’s turneringsafdeling om den konkrete problemstilling - og havde fået grønt lys for at benytte de pågældende spillere. Med tirsdagens afgørelse undgår DBU også at kaste dansk topfodbold ud i et regulært kaos, for havde protesten vendt Hjørrings vej, så var der givet en masse andre superligaklubbers andethold, som kunne løbe ind i problemer. Det står derfor også fast, at turneringsudvalget opfordrer DBU’s bestyrelse til at foretage de nødvendige rettelser i propositionerne på det næste bestyrelsesmøde senere på måneden. Samtidig kommer DBU FC Hjørring så meget i møde, at fodboldunionen helt usædvanligt vælger at betale det gebyr på 500 kroner tilbage til vendelboerne, som det koster at starte- og senere tabe - en protestsag. - Vi er ikke enige i afgørelsen. Men vi vil gerne have lejlighed til at studere den nærmere inden vi tager stilling til, hvad vi foretager os, siger FC Hjørrings sportschef, Hans Møller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...