FC Hjørring kunne ikke vende skuden

FC Hjørring gav i lørdagens kamp på udebane mod bundholdet Hvidovre debut til deres nye trænerpar, Jacob Krüger og Jesper Andersen. Det kom der dog ikke noget godt resultatet ud af.

I stedet tabte de 4-2, og holdet formåede for syvende gang i træk ikke at tage alle tre point, og nu begynder klubben for alvor at være en del af bundstriden. - Vi er nok favoritter til at tage en af nedrykningspladserne nu. Vi har haft et dårligt forår, og vi bliver bare nødt til at kæmpe hårdt for at holde os oppe nu. Der er ingen andre, der gør arbejdet for os, så vi må gøre det for os selv, siger Jacob Krüger. Søndag var det forsvaret, der kiksede. FC Hjørring var ellers kommet foran 2-1 efter at være kommet bagud tidligt i kampen. Men dårligt forsvarsspil lukkede Hvidovre ind kampen. Og det skal der arbejdes med fra nu af. - Vi havde gode perioder i dag, hvor vi spillede som aftalt. Vi startede aggressivt, men så overlod vi initiativet til hvidovre, og så gik det galt. Så nu må vi arbejde med det til træning, siger Jacob Krüger. Udover forsvarsspillet skal der også arbejdes med truppens humør. I to år er det gået rigtig godt for FC Hjørring, og nu skal truppen vende sig til igen at se mere barske realiteter i øjnene.